Skip to content

1240-08

Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 1. maj 2009 stadfæstet Codans afgørelse af 17. juni 2008 om, at der ikke var sket en erstatningsberettiget skade.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en patient, som havde henvendt sig til ny tandlæge på grund af fraktur af større fyldning i tanden -6.

1. instans afgørelse:

I brev af 17. juni 2008 traf Codan afgørelse om, at der ikke var sket en erstatnings-berettigende skade efter Lov om Patientforsikring § 1 og § 2. Det fremgik, at patienten havde henvendt sig til ny tandlæge på grund af fraktur af større fyldning i tanden -6. Røntgenbilledet af den 19. december 2007 afslørede paradontitis apicalis og –interradicularis (rodspidsbetændelse og betændelse mellem rødderne) samt forekomst af knækket rodfil i den ene rod og mulig parietal perforation (gennembrydning af rodoverfladen) i forbindelse med stift i bagerste rod. På baggrund heraf blev det foreslået at trække tanden ud og erstatte med implantatbaseret krone.

Codan fandt ikke tydelige tegn på betændelsesprocesser og ved at sammenligne med tidligere røntgenbilleder fra 1999 så Codan ingen forskel. Codan kom derfor frem til, at på trods af den knækkede rodfil i mesiale (forrest) rod, havde dette ikke ført til skadevirkning. Codan fandt heller ikke tegn på, at der var opstået parietal peforation i forbindelse med stiften i distale rod, og kom derfor frem til, at selvom der måtte være forårsaget skade, var ingen skade indtrådt, hvorfor udtrækning af tanden ikke burde finde sted.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder ligesom Codan, at der er sket en erstatningsberettigende skade i forbindelse med behandlingen af tanden, idet der er konstateret en knækket rodfil i den forreste rod på tanden -6. På rtg.-billede fra den 17.12.07 kan der konstateres rodspidsbetændelse på denne rod, hvilket kræver kirurgisk behandling, som er omfattet af forsikringsdækningen. Behandlingen af betændelsen på tandens bageste rod bør også behandles med kirurgisk rodbehandling, men denne behandling er en konsekvens af tandens tilstand og er derfor ikke omfattet af forsikringen. Det kan ikke med tilstrækkelig sikkerhed fastslås, at der er parietal perforation af roden.

 

Nævnet finder på denne baggrund, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Patientforsikringslovens § 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1 vedrørende den forreste rod på tanden -6. Forsikringen dækker således den udgift, der er knyttet til den retrograde rodfyldning af den forreste rod. Da der alligevel skal foretages retrograd rodfyldning til behandling af den bageste rod dækkes således merudgiften ved at skulle behandle to rødder i stedet for én. Hvis tanden mistes og det i den forbindelse kan konstateres, at årsagen hertil er en parietal perforation, kan sagen genoptages.