1322-09

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 53-årig kvinde, der oplyser, at den behandlende tandlæge har ydet en for sen og mangelfuld indsats/ behandling i forbindelse med udvikling af parodontose i perioden 2005 til primo 2008. Patienten oplyser desuden, at hun har fuldt tandlægens råd og anvisninger til punkt og prikke og gået hyppigt til kontrol, og alligevel er det endt med en slem parodontose. Hun har nu udsigt til yderligere operationer, en regning på 20.000 kroner samt både psykisk og fysisk svie og smerte.

Den behandlende tandlæge mener, at APA/UTR og TR3 med 3 mdrs. Intervaller er den rigtige behandling på pocher på et niveau på 5-6 mm over en periode, før der indsættes yderligere behandling som podeprøve/ antibiotikakur eller kirurgisk behandling. Så snart der på ABD blev konstateret en yderligere forværring af ABD’s tilstand, blev der henvist til specialist.

1. instans afgørelse:

I brev af 25. august 2008 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage og erstatningsadgang inden for sundheds-væsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Codan har bl.a. lagt vægt på, at en gennemgang af journalen dokumenterer, at der i perioden fra maj og frem i et tilstrækkeligt omfang er gennemført parodontosebehandling, herunder rensning af tænderne, vurdering af sygdomsudvikling, kontrol af mundhygiejne og korrektion heraf mv. Der er desuden indført diagnoser og foretaget henvisning til specialist.

Codan oplyser også, at den skade kun foreligger, hvis skaden har medført en forringelse af tandstatussen. Desuden oplyser Codan også, at det behov, der nu er til stede for en mere intensiv parodontosebehandling med kirurgisk terapi, har altovervejende årsag i grundlidelsen og ikke tandlægens diagnostik og behandling.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 25. august 2008 men med ændret begrundelse.

Nævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet§ 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Nævnet finder, at bedst mulig behandling under de foreliggende omstændigheder ville have været iværksættelse af tandkødsoperation efter et par forsøg på almindelig tandrensning, når der ikke opnåedes standsning af betændelsen, dvs. i løbet af 2006.

Nævnet finder imidlertid ligesom Codan, at denne forsinkelse ikke umiddelbart har haft negative følger, da den nu udførte behandling svarer til den, der skulle have været udført i 2006. Det vil sige, at udskydelsen af behandlingen ikke umiddelbart har medført et tab, der kan erstattes.