Skip to content

1603-10

Skadetype: Nerveskade - Andre nerver
Afgørelsetype: Tålereglen – PFL § 2.1.4/KEL § 20.1.4
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenænvet har den 1. oktober 2010 ændret Codans afgørelse af 29. januar 2010

Hændelsesforløb:

 

Sagen drejer sig om en nu 52-årig kvinde, der fik rodbehandlet tanden 1+ i november 2005, da tanden var blevet skadet i forbindelse med et uheld. Den 1. februar 2006 blev tanden trukket ud på grund af betændelse og tab af tandbærende knogle. Efter en opheling på ca. 4 måneder uden symptomer blev der indsat et implantat i regio 1+ den 21. juni 2006. Den 5. december 2006 fremgår det, at patienten har haft mange smerter siden der blev skruet på implantatet på laboratoriet i november 2006. Da patienten fortsat havde smerter den 12. marts 2009 blev implantatet fjernet, og der blev fremstillet en tre-leddet bro, som cementeret den 30. maj 2007. Patienten havde imidlertid fortsat smerter og blev derfor henvist til hospitalet, kæbekirurgisk afdeling. Det blev herefter konstateret, at der formodentlig er tale om en neuropatisk smerte efter tandekstraktion og infektioner.

1. instans afgørelse:

 

I brev af 29. januar 2010 traf Codan afgørelse om, at méngraden udgør 5%, hvorfra der skal fratrækkes 9% aldersreduktion.

Codan fandt, at det er overvejende sandsynligt, at patientens smerter er af kronisk karakter, og at årsagen dels skal søges i den forudbestående nære relation mellem bindevævstumoreren og nervus trigeminus og delt et lokalt traume i forbindelse med den udførte tandbehandling. Codan fandt derfor, at méngraden kan fastsættes til 5% i henhold til Arbejdsskadestyrelsens méntabel pkt. A.1.3.1.

Codan har endvidere fastsat godtgørelsen for svie og smerte skønsmæssigt til 30 dage, i alt 5.100 kr. Codan har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke er nogen journalnotater om smerter i perioden fra patienten fik isat implantatet i juni 2006 og frem til 5. december 2006. Herefter er der lidt notater om betændelse i munden og den 9. februar 2007 er der notat om, at patienten næsten ingen smerter har. Den 12. marts 2007 fremgår det, at patienten har stærke smerter.

Codan fandt desuden, at der kan refunderes 1.645 kr. af fremsendte medicinregninger/ udskrift fra Apotek.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

 

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 29. januar 2010, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at der er grundlag for at tilkende godtgørelse for svie og smerte i videre omfang end sket i Codans afgørelse, da forløbet har været langvarigt og De har haft betydelige smerter, specielt fra oktober 2007 og ca. 1 år frem. Nævnet finder derfor, at De er berettiget til en godtgørelse for svie og smerte, der skønsmæssigt fastsættes til i alt 30.000 kr.

 

Nævnet finder desuden, at udgifterne til følgende medicinpræparater – Mandolgin, Pinex, Lyrica, Ketogan, Pancillin, Metronidazol, Flagyl, Dalacin og Primcillin - kan dækkes frem til der træffes afgørelse om det varige mén, da de kan relateres til patientskaden. Der kan derfor tilkendes yderligere 1739,70 kr. i erstatning til afholdte medicinudgifter.

 

Vedrørende varigt mén er nævnet enig med Codan i vurderingen af skadens årsag og dens omfang. Det tiltrædes således, at méngraden er fastsat til 5%.