Skip to content

1709-10

Skadetype:
Afgørelsetype: Tålereglen – PFL § 2.1.4/KEL § 20.1.4
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 29. april 2011 ændret Codans afgørelse af 28. juni 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 28-årig kvinde, der manglede tænderne 2+2, som derfor skulle erstattes med implantater ved den Kommunale Tandpleje. Der blev derfor påsat tandreguleringsapparatur i overkæben den 19. februar 2001 i den hensigt at skabe plads til implantaterne. Den 29. januar 2003 overgik patienten til behandling hos privatpraktiserende tandlægen, hvor det i maj 2003 blev konstateret, at der var rodresorption på tænderne 1+1. I januar 2005 var der tillige rodresorption på tænderne 3+3.

Patienten ønsker nu om erstatning for udgifterne til den påkrævet tandbehandling, herunder implantater regio 3,1+1,3.

1. instans afgørelse:

I brev af 28. juni 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1.

Codan fandt, at behandling udført under den kommunal tandpleje ikke er omfattet af ordningen, da behandling i kommunal tandpleje først blev omfattet af Tandlæge-foreningens Patientskadeforsikring pr. 1. januar 2004, hvor den blev omfattet af patientforsikringsloven.

Codan fandt endvidere, at for så vidt angår eventuel behandling udført hos specialtandlæge i privat praksis i perioden 29. januar 2003 til 5. januar 2005, fremgår det af journalen, at der blev konstateret rodresorption på tænderne 1+1 i maj 2003 og senere i januar 2005 tillige rodresorption på tænderne 3+3. Rodresorptioner vedrørende sidstnævnte blev konstateret den 5. januar 2005, og dette blev ifølge journalen samme dato meddelt patienten. Anmeldelsen til forsikringen er modtaget den 8. januar 2010 dvs. mere end 5 år efter, at patienten fik kendskab til rodresorptionen vedr. 3+3. Dette betyder, at anmeldelsesfristen under alle omstændigheder er overskredet for så vidt angår behandling foretaget hos specialtandlæge i privat regi.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 28. juni 2010, som anført nedenfor.

 

 

Nævnet finder, at kravet ikke er forældet jf. Lov om patientforsikring § 19, da det findes overvejende sandsynligt, at De først den 14. januar 2005 blev informeret om, at der kunne foreligge en situation, der kunne være omfattet af patientforsikringen. Forældelsesfristen løber derfor først fra dette tidspunkt, og da anmeldelsen blev modtaget den 8. januar 2010, er anmeldelsen sket rettidigt.

Nævnet finder endvidere, at komplikationen i form af udvikling af resorptioner i et omfang som i dette tilfælde går ud over, hvad man som patient bør tåle set i forhold til grundlidelsen, idet det er yderst sjældent, at resorptioner medfører så omfattende risici for tab af tænder, som tilfældet er her.

Nævnet finder således, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 4. Sagen hjemvises derfor til Codan med henblik på fastsættelse af erstatningens størrelse og omfang.

Nævnet finder dog, at følger af den behandling, som blev udført af den kommunal tandpleje, ikke kan berettige til erstatning, da behandling i kommunal tandpleje først blev omfattet af patientforsikringsloven den 1. januar 2004.