Skip to content

1727-10

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 28. januar 2011 stadfæstet Codans afgørelse af 24. september 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 50-årig mand, der den 15. juni 2009 henvendte sig til tandlægen på grund af smerter ved tygning fra tanden +6. Smerterne havde stået på en uge, men var væk ved fremmødet. Der blev taget et røntgenbillede, hvor alt blev konstateret normalt. Det blev aftalt at se tiden an. Den 5. august 2009 havde patienten stadig ondt i kæben gående op mod øret og frem i underkæben. Det var ikke muligt at palpere ømhed, hverken på kæben, tyggemuskler eller tænder. Den 11. august 2009 henvendte patienten sig igen med gener fra tanden +6, som var percussionsøm. Tanden blev derfor trukket ud, og der blev konstateret en stor betændelsesansamling på de kindnære rødder. Den 19. oktober 2009 var hullet ikke helt lukket og det blev derfor aftalt, at granulationsvæv skulle fjernes, hvilket skete den 21. oktober 2009. Ved kontrol den 9. februar 2010 viste røntgen, at der var en tæt knogletegning, hvor tanden +6 havde siddet, og at alt i øvrigt var normalt. Den 9. april 2010 henvendte patienten sig igen, da der var irritation fra området. Patienten følte, at det trak op i kinden, men alt fandtes klinisk normalt, ligesom røntgen viste normale forhold. Det blev aftalt at se tiden an. Den 7. maj 2010 blev der via egen læge foretaget en røntgenundersøgelse af bihulerne ved røntgenafdelingen på Sygehuset . Her beskrives kæbehuler, pandehuler og øjenhuler som normale, og der fandtes intet abnormt.

Patienten søger om erstatning for de smerter, som er opstået efter, at granulationsvævet blev fjernet den 21. oktober 2009.

1. instans afgørelse:

I brev af 24. september 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundheds-væsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at tanden +6 er fjernet på fagligt korrekt grundlag. Den mangelfulde heling af rodlejet fra tanden +6 er en uønsket, men almindeligt forekommende situation, som ikke er behandlerstyret. Den er efterfølgende blevet behandlet efter anerkendte faglige principper med en udskrabning af irritationsvævet, og kæben er helet op.

Der er dermed ikke med overvejende sandsynlighed sket en behandler-påført skade.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 24. september 2010 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder, at Deres smerter er en følge af den mangelfulde heling af rodlejet fra tanden +6, som skyldes forhold ved Dem selv og ikke den udførte tandbehandling. Desuden er paradentosen heller ikke en følge af den udførte behandling, men skyldes ligeledes forhold ved Dem selv, som kræver løbende kontrol og behandling.

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.