Skip to content

1922-11

Skadetype:
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 23. november 2011 stadfæstet Codans afgørelse af 23. februar 2011.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 29-årig kvinde, der henvendte sig hos tandlægen den 25. februar 2009 med smerter i næsten alle tænder. Af journalen fremgår det, at patienten var grædende af smerte og havde taget smertestillende medicin og spist flydende kost i to måneder. Patienten oplyste, at der havde specielt været problemer efter fjernelsen af visdomstænderne. Efter undersøgelse med røntgen og vitalitetstest blev det konkluderet, at tænderne 5+ og -7 er årsag til smerterne. Ved oplukning af tænderne samme dag kunne det konstateret, at tændernes nerve er kraftigt påvirket. Tænderne blev derfor rodbehandlede efterfølgende. På grund af smerter henvendte patienten sig på Tandlægeskolen, hvor rodbehandlingerne blev kontrolleret med røntgen. Der blev konstateret behandlingskrævende rodfyldningsoverskud såvel på tanden 5+ som på tanden -7. Tænderne blev derfor kirurgisk rodbehandlet hos specialtandlæge den 23. marts 2009. Af operationsbeskrivelsen fremgår det, at der på tanden 5+ var overskud af rodfyldningsmateriale i kæbehulen og dette blev fjernet. Desuden blev tænderne 5+ og -7 rodamputerede og forseglet med et fyldningsmateriale på den amputerede overflade. Overskud omkring tanden -6 bagudvendende rod blev ligeledes fjernet. Ved sutur-fjernelsen den 30. marts 2009 havde patienten fortsat smerter.

1. instans afgørelse:

I brev af 23. februar 2011 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og nr. 4.

Codan fandt, at skaden i form af behov for kirurgisk rodbehandling af tænderne 5+ og -7 med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte behandling. Tandens -7’s prognose er som følge af gennembrydningen af roden blevet væsentligt forringet ligesom overfyldningen af tanden 5+ har medført behandling i form af en kirurgisk rodbehand-ling. Behandlingen har derfor under de givne omstændigheder ikke været bedst muligt.

Der kan derfor ydes erstatning for den kirurgiske rodbehandling af tænderne 5+ og -7.

Codan fandt endvidere, at de smerter, som patienten har haft i forbindelse med den udførte behandling, ikke ligger udover, hvad man med rimelighed må tåle i forbindelse med den pågældende tandbehandling. Desuden er kravet om sjældenhed og alvorlighed set i forhold til behandling af patientens grundlidelse ikke opfyldt.

Codan fandt, at det ikke er overvejende sandsynligt, at smerterne har årsag i den oprindeligt udførte behandling, da patienten fortsat har smerter også efter en konkrete behandling hos tandlægen er afsluttet.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 23. februar 2011 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Der er flere sager i det samlede behandlingsforløb. Nævnet har ikke haft mulighed for at tage stilling til udtrækningen af tænderne 6+, +5 og +6, da der ikke er indgivet anmeldelser vedrørende disse, således at de involverede tandlæger ikke har haft mulighed for at udtale sig herom.

 

 

I relation til samtlige sager finder nævnet, at der ikke er grundlag for tilkendelse af godtgørelse for svie og smerte, da grundlidelsen – atypiske ansigtssmerter – må anses for at være hovedårsag til de fortsatte smerter. Behandlingerne har været et forsøg på at afhjælpe disse smerter, og det har vist sig, at dette ikke lykkedes. Selve den omstændighed, at en given behandling ikke lykkes, udgør ikke en skade i lovens forstand. Der er ikke grundlag for at antage, at behandlingerne i sig selv har forværret smerterne eller forlænget den periode, hvori der har været smerter.

 

 

I relation til den konkrete sag finder nævnet ikke, at det senere behov for rodbehandling af tanden -6 har årsag i det overskydende rodfyldningsmateriale i forbindelse med den udførte rodbehandling af tanden -7. Der kan derfor ikke tilkendes erstatning herfor. Nævnet er enig med Codan i, at det overskydende rodfyldningsmateriale derimod var årsag til behovet for kirurgisk rodbehandling af tænderne 5+ og -7, og at der derfor er tilkendt erstatning for udgifterne hertil.

 

 

Nævnet finder endvidere, at det forhold, at tænderne 5+, -6 og -7 mistes, ikke har årsag i de udførte rodbehandlinger.

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade ved behandlingen af tænderne 5+ og -7 i henhold til Lov om klage- og erstatnings-adgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Desuden tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.

 

For så vidt angår Deres krav om tilbagebetaling af honorar for de udførte rodbehandlinger skal nævnet henvise Dem til at gøre Deres eventuelle krav gældende over for den behandlende tandlæge. Ved uenighed herom skal nævnet henvise Dem til at gøre Deres eventuelle krav gældende over for Regionstandlægenævnet, da nævnet ikke har kompetence til at tage stilling hertil. I den forbindelse gøres der opmærksom på, at der gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor De kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor de påklagede behandlinger blev udført.