2204-12

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 56-årig kvinde, der i januar 2008 knækkede yder-fladen af på tanden 7- på et stykke muësli. Patienten fik derfor fremstillet en MK-krone med støbt opbygning, som blev cementeret den 6. februar 2008. Den 30. maj 2011 var patienten hos ny tandlæge, der konstaterede caries i ydersiden på tanden 7- samt at MK-kronen ikke sluttede tæt i kantområdet. Endvidere blev det konstateret, at rodfyldning-erne var utilstrækkelige. Tandlægen påbegyndte derfor den 23. juni 2011 en omgørelse af tidligere udført rodbehandling med henblik på forbedring efter at have fjernet MK kronen. I den forbindelse skete der en skævboring med et rodinstrument i den forreste og yderste rodkanal. Patienten blev informeret om hændelsen. Der planlægges nu fjernelse af tanden og erstatning med en implantatbåret krone.

Patienten søger nu om erstatning for den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. januar 2012 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at tanden 7- havde en forudbestående svækkelse på grund af grundlidelsen caries og røntgen siden 2001 viser, at 80% af tandkronen bestod af amalgam, som i udstrækning var meget nær furkaturen.

Codan fandt endvidere, at tanden reelt ikke var bevaringsværdig, da kronebehandlingen blev iværksat i 2008, da den var for skrøbelig til at kunne være en kindtandskrone i den bageste del af munden, hvor tyggetrykket er højest. Kronehandlingen skulle derfor aldrig have været foretaget, og tanden skulle i stedet have været trukket ud.

Codan fandt desuden i forhold til den parietale perforation, at tanden ved rodbehandling-en med overvejende sandsynlighed var vanskelig at komme til bunds i som følge af obliteration. Derfor forblev der ved rodspidserne en kronisk betændelse, som ikke lod sig behandle, idet adgangen til rodkanalerne øjensynligt var blokeret af obliterationen. I den forbindelse betød perforationen ikke noget for tandens mulighed for bevarelse, da den grundlæggende og inden perforationen var for dårlig til bevarelse.

Codan fandt, at tanden 7- allerede i januar 2008 var udtrækningsmoden, fordi den havde en rodspidsbetændelse, der ikke kunne behandles på sædvanlig vis samt en så stor svækkelse, at tanden med høj grad af sandsynlighed ville knække selv efter krone-behandlingen. Tabet af tanden 7- er dermed med overvejende sandsynlighed en følge af den svækkelse og udtrætning, der er sket i forbindelse med den nødvendige behandling af patientens grundlidelse og dermed ikke har årsag i den udførte tandlægelige behandling.

Codan fandt derfor, at den planlagte behandling i forbindelse med erstatning af tanden med en implantatbåret krone kan ske på samme præmisser nu som tidligere, da der tilsyneladende vil være et ideelt knoglevolumen også efter fjernelsen af tanden.

Hvorvidt behandlingen med krone på tanden 7- har opfyldt forventningerne til en længere holdbarhedsperiode og/ eller været i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper er alene et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder ligesom Codan, at røntgen viser, at tanden 7- allerede forud for rod-behandlingen i 2008 var stærkt svækket på grund af tab af tandsubstans mellem rødderne som følge af caries. Det findes derfor overvejende sandsynligt, at tanden mistes som følge af grundlidelsen caries og ikke på grund af den parietale perforation og den i øvrigt udførte tandbehandling.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.