Skip to content

2262-12

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 19. november 2012 stadfæstet Codans afgørelse af 10. april 2012

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 63-årig kvinde, der i september 2005 påbegyndte behandling hos tandlægen. Den 23. september 2005 blev der taget bite wings og konstateret poche 7 mm på tanden 7+. Den 22. december 2005 var tanden 7+ stærkt svækket af parodontose, og der blev konstateret poche på 10 mm omkring tanden 7+. Ifølge journalen blev der talt om fjernelse af tanden eller operation af denne, men patienten ønskede en henholdende behandling. I perioden 2005 til 2011 blev der fore-taget tandrodsrensninger kombineret med skylning med desinficerende væske. Ved kontrol den 26. juli 2011 blev det anbefalet at trække tanden 7+ ud, men patienten ønskede skylning af tanden. Ifølge journalen fra den 5. oktober 2011 blev der talt om ekstraktion af 7+ samt erstatning med implantat. Patienten opsøgte anden tandlæge for second opinion den 30. september 2011, hvor der blev konstateret dyb poche på op til 9 mm ved tanden 7+ samt stort vertikal knogletab 7+ mesialt, hvor betændelse var nået helt frem til den distale del af 5+.

Patienten søger nu om erstatning af 2 tænder med implantat og en krone, da en 3-leddet bro mistes samt for udgifterne til operationer.

1. instans afgørelse:

I brev af 10. april 2012 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1.

Codan fandt, at det kan lægges til grund, at tanden 7+ allerede i 2005 var en svækket og udtrækningsmoden tand, og at der i perioden 2005 til 2011 er udført henholdende behandling. Tanden 7+ skal nu fjernes.

Codan vurderede i den forbindelse, at den behandling, som nu skal foretages, er den samme, som hvis den var udført i 2005. Der er derfor alene tale om gennemførelse af en udskudt behandling, der kan udføres under samme forudsætninger som tidligere. Udførelse af udskudt behandling er ikke en erstatningsberettigende skade i lovens forstand, og der kan derfor ikke ydes erstatning hertil

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 10. april 2012 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder, at røntgenbillede fra den 28. december 2005 viser, at tanden 7+ allerede ved behandlingens start var en svækket og udtrækningsmoden tand. Der er derfor nu tale om gennemførelse af et udskudt behandlingsbehov som følge af den nødvendige behandling af grundlidelsen. Det forhold, at denne behandling ikke blev udført oprindeligt, har derfor ikke ændret behandlingsbehovet, og der er ikke som følge heraf sket en skade i lovens forstand.

 

 

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1.

 

 

I øvrigt bemærkes det, at broen ud fra det oplyste er fremstillet af en anden tandlæge. Såfremt der ønskes stillingtagen til, hvorvidt der ved fremstillingen af denne bro er sket en erstatningsberettigende skade, skal dette forhold anmeldes særskilt til Tandlæge-foreningens Patientforsikring.