Skip to content

1976-11

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 13. januar 2012 ændret Codans afgørelse af 21. juni 2011.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 58-årig kvinde, der den 4. oktober 2002 henvendte sig med smerter fra tanden 6-. Af journalen fremgår det, at der var tegn på tandpres eller tænderskæren. Amalgamfyldningen i tanden blev udskiftet med plast og i forbindelse hermed blev der konstateret caries under fyldningen distalt. Den 29. november 2002 havde patienten stadig stærke smerter ved tanden 6-, der var percussionsøm. Der blev taget røntgen og påbegyndt rodbehandling, hvorunder der fandtes en bikanal til furkaturen, som blev lukket med Reogan. Den 9. december 2002 blev tanden rodfyldt. Ved kontrol den 16. oktober 2003 var fyldningen i tanden 6- knækket distalt, hvorfor der var behov for kronebehandling. Der blev derfor foretaget stiftopbygning den 30. oktober 2003 og kronen blev cementeret den 13. november 2003. Af journalnotat af 6. marts 2007 fremgår det, at patienten ind i mellem har ømhed ved 6-, hvilket har stået på i mange år. Den 20. december 2010 henvendte patienten sig med tandpine i underkæben. Røntgen viste opklaringer apikalt på begge rodkomponenter. Patienten blev derfor henvist til specialtandlæge, hvor tanden blev kirurgisk rodbehandlet den 6. januar 2011. Der blev konstateret cyster på rodspidserne af 6-, tab af tandbærende knogle til furkaturen og efter fjernelse af tanden tillige en parietal perforation svarende til furkaturen. Tanden 6- skal nu erstattes med en implantatbåret krone eller en tre leddet bro.

Patienten søger nu om erstatning for den manglende tand samt for udgifter til vagtlæge og tandlægevagten samt medicin.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. juni 2011 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at tanden 6- ses på røntgen af 29. november 2002 før rodbehandlingen med en mørk skygge omkring begge rodspidser og i furkaturområdet som tegn på betændelse. Det er på dette tidspunkt starten på de betændelsesprocesser, som i 2010 er årsag til at tanden mistes.

Codan fandt, at opklaringen i furkaturen med overvejende sandsynlighed skyldes enten den bikanal, som i journalen beskrives den 29. november 2002, eller eventuelt en revnedannelse ned igennem bunden af nervekamret. Den behandles i øvrigt efter gældende regler og heler op.

Codan fandt, at furkaturområdet fra før rodbehandlingen i 2002 var svækket, og at det er denne svækkelse, som i tillæg til de apikale cystedannelser forringer muligheden for at bevare tanden ved kirurgisk rodbehandling i en sådan grad, at tanden vælges fjernet. Om der efter fjernelsen af tanden findes en parietal perforation, hvis det er muligt at se efter fjernelsen af en så svækket tand, er egentlig underordnet, da det er tandens oprindelige grundlidelse, som er årsag til tabet af tanden og ikke en eventuel parietal perforation.

Codan fandt, at årsagen i stedet skal søges i de omfattende betændelser på rodspidserne, som aldrig er helet op efter rodbehandlingen og den i øvrigt ophelede furkatur, som fik tilbagefald i 2010. Tanden 6- har trods flere grundlidelsesmæssige svækkelser fungeret i otte år, men måtte nu fjernes på baggrund af disse.

Codan fandt således samlet set, at der ikke var sket en forringelse af patientens tandstatus som følge af den udførte behandling, men at tabet af tanden 6- i stedet har årsag i patientens grundlidelse og den nødvendige behandling heraf.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 21. juni 2011, som anført nedenfor.

 

 

Nævnet finder på baggrund af specialtandlægens redegørelse af 6. juli 2011 samt røntgenbilleder af 16. oktober 2003, at det er overvejende sandsynligt, at tanden 6- mistes som følge af en parietal perforation. Der kan derfor tilkendes erstatning for udgifterne til implantat eller en 3-leddet bro. Behandlingsoverslag skal fremsendes til Codan med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes.

 

 

Nævnet finder således, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, skt. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.