Skip to content

2328-12

Skadetype: Manglende diagnostik - Parodontose
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Parodontose
Forsinket diagnostik af parodontose. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 69-årig mand, der regelmæssigt har konsulteret den samme tandlæge for undersøgelse og tandrensning siden 1960. I 1993, 1995 og 1999 er det noteret i journalen, at der fandtes blødende tandkød og lange tandhalse. Der er i den forbindelse anbefalet brug af tandstikkere og el-tandbørste. I 1999 blev der indført 3 måneders intervaller mellem tandrensninger. I de efterfølgende år noteres der fortsat blødende tandkød, og i 2005 blev der noteret løsning af 1. grad af undermundsfortænd-erne. I forbindelse med tandlægeskift i august 2010 blev der den 27. september 2010 foretaget måling af tandkødslommerne, og det fremgår af journalen, at alle 28 tænder havde fordybede tandkødslommer på 5 mm eller derover. Der blev diagnosticeret et behov for udvidet parodontal behandling med grundig tandrodsrensning, hvilket blev gennemført i september 2010. Den 13. oktober 2010 blev der konstateret forbedrede marginale forhold som tegn på god respons på den gennemførte behandling, og at patienten efterkom de hygiejnemæssige instrukser. Tandkødsblødningen og den dårlige smag fra munden var derfor forsvundet.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til parodontosebehandling samt eventuelle implantatbehandlinger.

1. instans afgørelse:

I brev af 10. august 2012 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til erstatning for udtrækning af 13 tænder, i alt 3.789 kr.

Codan fandt videre, at såfremt tandlægen mener, at implantatbehandlingen kan på-begyndes nu på tilstrækkeligt fagligt grundlag, kan der ikke ydes erstatning til de fore-slåede proteser. Hvis tandlægen mener, at implantatbehandlingen bør afvente, at det med større sikkerhed kan afgøres, hvorvidt denne behandling har en god prognose, kan der ydes erstatning til de foreslåede proteser i over- og underkæbe á 12.406 kr. stykket.

Endvidere kan der som anført i tidligere afgørelser ikke ydes erstatning til fremtidig parodontal behandling, idet der er tale om behandling af grundlidelse. Der kan derfor ikke ydes erstatning til de i øvrigt af patienten fremsendte regninger, herunder af 21. december 2011, 27. februar og 30. maj 2012.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 10. august 2012 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ikke, at der er grundlag for at ændre den af Codan fastsatte frist på 1 år, efter at behandlingen blev indledt. Nævnet vurderer, at Deres parodontale lidelse var under kontrol på dette tidspunkt. Regninger dateret den 21. december 2011, 27. februar 2012 og 30. maj 2012 omfatter herefter alene udgifter til vedligeholdende parodontal behandling, som der kan ikke kan ydes erstatning for. Patientforsikringen dækker kun udgifter, der er en følge af skaden og ikke udgifter, der skulle have været afholdt under alle omstændigheder.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse af 10. august 2012 i sin helhed.