Skip to content

2716-14

Skadetype: Skade på krone - Tandfraktur
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Kronebehandling og efterfølgende fraktur af tand. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Kronebehandling og efterfølgende fraktur af tand. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 64-årig mand, der ved konsultation den 4. januar 2010 fik konstateret, at tanden +6 fremstod med en krone udformet med mangelfuld kanttilslutning på den bagudvendende flade. Tanden +6 blev derfor forsynet med en ny krone den 15. oktober 2010, som blev kontrolleret i biddet. Den 22. oktober 2010 henvendte patienten sig med en følelse af, at tanden +6 var for høj. Der blev derfor aflastet på kronen. Igen den 2. november 2010 henvendte patienten sig med følelsen af, at kronen var høj. Der blev derfor slebet til i biddet på modbidstænderne -6 og -7. Ifølge journalen fra den 14. marts 2011 blev der igen aflastet i højden på kronen på tanden +6. Den 7. november 2012 henvendte patienten sig med smerter fra tanden +6, og der blev aflastet på kronen. Den 13. november 2012 blev der indledt rodbehandling af tanden +6, og i den forbindelse blev der ved åbningen til nervehulrummet konstateret en kraftig brudlinie, som tydede på en rodfraktur. Tanden blev derfor fjernet samme dag, og skal nu erstattes med en bro.

Patienten søger derfor nu om erstatning for udgifterne til denne behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 30. januar 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1. 

Codan fandt ikke, at der er oplyst forhold, som indikerer, at der ikke er sket bedst mulig behandling under de givne omstændigheder.

Codan fandt i den forbindelse, at behovet for brobehandling er en følge af den svækkelse og udtrætning, der er sket af tanden på grund af den oprindelige nødvendige behandling af tandens grundlidelse, infraktion.

Codan fandt derfor ikke, at der er sket en skade som følge af behandlingen, og der kan derfor ikke ydes erstatning i henhold til loven.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 30. januar 2014 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder det ikke overvejende sandsynligt, at tanden +6 flækkede på grund af en for høj krone. Tanden mistes derfor med overvejende sandsynlighed som følge af grundlidelsen infraktion og ikke som følge af den udførte kronebehandling.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.