Skip to content

2668-14

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Behov for ny rodbehandling. Behandlingen er ikke lykkedes. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behov for ny rodbehandling. Behandlingen er ikke lykkedes. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 40-årig kvinde, der den 2. juli 2010 fik påbegyndt rodbehandling af tanden 6-. Ifølge journalen var der betændelse ved tandens rodspidser, og rodbehandlingen foregik over flere seancer med afsluttende rodfyldning den 29. september 2010. Tanden blev desuden restaureret med en plastfyldning. Den 24. april 2012 havde patienten smerter fra tanden, og der blev udskrevet penicillin. Den 27. juni 2012 var der igen smerte fra tanden 6-, og det blev noteret, at patienten tog antibiotikum. Man ville derfor afvente virkningen heraf i to dage. Den 11. januar 2013 havde patienten igen smerter fra tanden 6-, som blev aflastet, og der blev igen ordineret penicillin. Den 8. juli 2013 søgte patienten ny tandlæge, som informerede om, at en omgørelse af rodbehandlingen måske ikke ville lykkes, og at patienten derfor måske ville miste tanden 6-. Tandlægen beskrev videre, at et røngenbillede viste lidt korte og tynde rodfyldninger i mes kanaler obs. for metalstifter. Den 13. november 2013 havde patienten igen smerter i tanden og ønskede den trukket ud. Tanden blev derfor delt i flere stykker og taget ud samme dag.

Patienten søger nu om erstatning for de omkostninger, hun har haft i forbindelse med tanden samt godtgørelse for svie og smerte for et langt behandlingsforløb over tre år.

1. instans afgørelse:

I brev af 13. februar 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at det fremgår af materialet, at rodbehandlingen af tanden 6- blev foretaget, fordi tandens nerve havde udviklet betændelse som følge af grundlidelse huller og mange års behandlinger heraf.

Codan fandt videre, at rodbehandlingen med nutidig teknik og viden kan omgøres på samme præmisser som første gang, den blev foretaget. I den forbindelse fandt Codan, at tanden var bevaringsværdig ved en omgørelse af rodbehandlingen, alternativt med en kirurgisk rodbehandling. Det forhold, at en behandling ikke er lykkedes, er ikke en erstatningsberettigende skade i lovens forstand, og der kan derfor ikke ydes erstatning hertil.

Codan gjorde i øvrigt opmærksom på, at de ikke kunne tage stilling til forholdet omkring fjernelse af tanden 6-, da behandlingen er udført hos ny tandlæge, som der ikke er indgivet en anmeldelse omkring.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 13. februar 2014 med den af Codan anførte begrundelse. 

Nævnet finder det overvejende sandsynligt, at tanden 6- skulle rodbehandles som følge af grundlidelsen rodspidsbetændelse, og at tanden havde kunnet bevares ved en fornyet rodbehandling eller kirurgisk rodbehandling. Selve den omstændighed, at rodbehandlingerne ikke lykkedes, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

I øvrigt bemærkes det, at Tandskadeankenævnet ikke kan tage stilling til forholdet vedr. fjernelse af tanden 6-, da der først skal indgives en anmeldelse herom til Tandlægeforeningens Patientforsikring, som herefter vil træffe afgørelse. Denne afgørelse vil ligeledes kunne påklages til Tandskadeankenævnet.