Skip to content

2604-13

Skadetype: Skade på krone - Tandfraktur
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Stiftudboring - Rodstift

Beskrivelse:

Behandling med rodstift med efterfølgende fraktur og tab af tand. Omgørelse af rodbehandling. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Behandling med rodstift med efterfølgende fraktur og tab af tand. Omgørelse af rodbehandling. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 65-årig kvinde, der ifølge journalen fandt, at broen regio 5,4,3- knækkede i forbindelse med aftrykstagning regio -6 den 9. oktober 2003. Tanden 3+ blev fjernet, og der blev isat et implantat samt efterfølgende monteret en tand og implantatbåret bro regio 5,4,3+ den 21. juni 2004. I 2007 skiftede patienten tandlæge og igen i 2009. Her blev der i 2012 konstaterede flere behandlingskrævende tilstande. Tænderne 7,6+ skulle have revideret tidligere udførte rodbehandlinger og tænderne 1+,+5,4-,-3,-4 og -7 skulle behandles med plastiske fyldninger. Desuden skulle tænderne -5 og -6 rodbehandles og tanden 5+ erstattes med implantat samt fremstillet en ny bro regio 5,43+ med korrekt sammenbid, så bidfunktionen kunne normaliseres. Tandbehandlingerne blev gennemført i perioden fra 2009 til 2013, herunder blev tanden 5+ fjernet den 24. maj 2012 og implantat isat den 17. september 2012. Ny bro regio 5,4,3+ kan derfor nu fremstilles.

Patienten søger nu om erstatningen for svie og smerte, dårlig tandlæbebehandling, et skævt bid samt medicinudgifter.

1. instans afgørelse:

I brev af 16. september 2013 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1.

Codan fandt, at tanden 5+ i 2004 var en svækket tand efter tidligere nødvendig behandling. Rodfraktur forekommer oftest i svækkede, rodbehandlede og stiftopbyggede tænder, men det er Codans vurdering, at komplikationen i form af en revnet tand er en følge af den svækkelse, som den nødvendige rodbehandling, kirurgisk revision og stiftopbygning har betydet for tanden.

Codan fandt endvidere, at broens kvalitet ikke har haft betydning for den udviklede rodfraktur. Frakturen i tanden 5+ skyldes derfor grundlidelsen caries.

Codan fandt desuden, at rodbehandlingen på tænderne 7+ og 6+ muligvis ikke har opfyldt forventningerne til en længere holdbarhedsperioder og/ eller været i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper, men behandlingen kan på et foreliggende grundlag omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen.

Codan fandt, at de plastiske fyldninger i tænderne 1+,+5,4-,-3,-4 og -7 kunne være lavet tidligere. Udførelse af udskudt behandling er ikke en erstatningsberettigende skade i lovens forstand, og der kan derfor ikke ydes erstatning hertil.

Codan fandt videre, at det er almindeligt anerkendt, at tænder, som kronebehandles, har en øget risiko for efterfølgende at skulle rodbehandles, og at kronebehandlingen af tænder -5,6 skyldes grundlidelsen caries.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1 og ændrer derfor Codans afgørelse af 16. september 2013, som anført nedenfor. 

Nævnet finder, at behandlingen af tanden 5+ ikke er udført bedst muligt, da røntgenbillede af 5. september 2012 viser, at rodstiften i tanden er for kort og bred. Det findes derfor overvejende sandsynligt, at den isatte rodstift har svækket tanden yderligere og medført, at tanden frakturerede. Der kan derfor ydes erstatning for udgifterne til implantat regio 5+ samt bro regio 5,4,3+. Nyt behandlingsoverslag skal fremsendes til Codan med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes.

Nævnet finder i øvrigt ligesom Codan, at rodbehandlingen af tænderne 7+ og 6+ kan omgøres under samme forudsætninger som før de oprindelige behandlinger. Omgørelse er – som oplyst af Codan – ikke omfattet af loven. For så vidt angår de plastiske fyldninger i tænderne 1+,+5,4-,-3,-4 og -7 er der tale om udførelse af udskudt behandling. Udførelse af udskudt behandling udgør ikke en skade i lovens forstand. Desuden findes den nødvendige kronebehandling af tænder -5,6 at være en følge grundlidelsen caries og den nødvendige behandling heraf, herunder rodbehandlinger og ikke den udførte tandbehandling eller mangel på samme.