Skip to content

2618-13

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende tandbyld og behov for kirurgisk rodbehandling. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende tandbyld og behov for kirurgisk rodbehandling. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 42-årig mand, der den 29. oktober 2012 havde smerter ved tanden +6. Der blev derfor påbegyndt rodbehandling af tanden. I forbindelse med den mekaniske udrensning skete der en afbrækning af et rodkanalinstrument i tandens fremadvendende rod. Den 5. november 2012 blev det forsøgt at fjerne det afbrækkede rodkanalinstrument uden held. Ifølge journalen lykkedes det at føre rodkanalinstrumenter forbi fragmentet. Den 15. november 2012 blev rodbehandlingen afsluttet. Den 19. december 2012 var der opstået en tandbyld ved tanden +6, og patienten blev informeret om, at det kunne skyldes det afbrækkede rodkanalinstrument eller brud på tanden.

Patienten søger derfor nu om erstatning for udgifterne til behandlingen som følge af det afbrækkede rodkanalinstrument.

1. instans afgørelse:

I brev af 18. november 2013 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at det fremgår af journal og røntgen, at den fremadvendende rodkanal kunne udrenses mekanisk og rodfyldes forbi det afbrækkede instrument.

Codan fandt på den baggrund, at den opståede tandbyld ved tanden +6 ikke skyldes det afbrækkede instrument, men må tilskrives andre forhold, hvilket kan være revne-dannelse eller brud på tanden.

Codan fandt derfor, at uanset der skete afbrækning af et rodkanalinstrument under behandlingen den 29. oktober 2012 har denne ikke haft afgørende betydning for skadens opståen. Derimod er det vurderingen, at grundlidelsen og egne forhold med overvejende sandsynlighed er årsag til dannelsen af tandbylden ved tanden +6. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer derfor Codans afgørelse af 18. november 2013, som anført nedenfor. 

Nævnet finder det overvejende sandsynligt, at det afbrækkede rodkanalinstrument er årsagen til, at der opstod en tandbyld, som kræver behandling. Der kan derfor ydes erstatning for udgifterne til kirurgisk rodbehandling af tanden +6. Behandlingsoverslag skal fremsendes til Codan med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes.