3038-15

Beskrivelse:

Nerveskade efter høst af knoglevæv. Forældet. TSAN tiltrådte Codans afgørelse

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 68-årig kvinde, der den 15. februar 2006 fik foretaget knoglegenopbygning af kæbekammen i overkæben regio 5,4+, 2,1 og +4,5 i forbindelse med implantatbehandling. Der blev i den forbindelse høstet knoglevæv i hageregionen samt i visdomstandregionen i højre side af underkæben. Ifølge journalen fra den 17. februar 2006 havde patienten det fint, men en smule ondt. Den 22. februar 2006 blev det noteret, at der havde været en del hævelse og moderate smerter, men at patienten oplevede en sovende fornemmelse i højre side af underkæben. Der var dog en fornemmelse af bedring hver dag. Den 27. februar 2006 blev trådene fjernet, og der var stadig følelsesløshed i regio 4,3,2-. Patienten mente dog, at følelsen var på vej væk. Den 20. marts 2006 var der stadig gener i højre side af underkæben, nogenlunde af samme karakter som tidligere. Den 24. april oplyste patienten, at hun havde en fornemmelse af bedring i højre side af underkæben. Den 29. september 2006 blev implantaterne i regio 5,3,1+1,3,4,5 installeret. Den 5. juli 2007 fremgår det af journal fra anden tandlæge, at der var følelsesløshed i højre side af underkæben efter operation og implantatbehandling. Den 16. januar 2008 blev der talt om at behandle føleforstyrrelsen med laser, men patienten blev informeret om, at der ikke var evidens for denne type behandling. Den 17. september 2008 var der fortsat føleforstyrrelse i underkæben, og den 13. oktober 2009 blev det journaliseret, at der ikke var forhåbninger om, at føleforstyrrelsen ville forsvinde.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. februar 2015 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade omfattet af loven.

Codan fandt, at føleforstyrrelsen opstod i forbindelse med tandlægebehandlingen den 15. februar 2006.

Codan fandt videre, at den korte forældelsesfrist på de 5 år regnes fra det tidspunkt, hvor patienten fik eller burde have fået kendskab til, at der var sket en skade. På baggrund af oplysningerne i sagen fandt Codan, at patienten med sikkerhed havde kendskab til, at hun havde en føleforstyrrelse den 20. marts 2006.

På baggrund af en afgørelse fra Tandskadeankenævnet fandt Codan, at patienten i hendes situation havde 6 år til at anmelde skaden, og patienten derfor ifølge Codans vurdering skulle have anmeldt det senest i marts 2012. Anmeldelsen blev imidlertid modtaget den 2. juli 2014.

Codan fandt derfor, at patientens krav vedrørende føleforstyrrelsen er forældet jf. loven om patientforsikring § 19, stk. 1.

Codan fandt videre, at den absolutte forældelsesfrist på 10 år ikke kan gøres gældende, da patienten havde kendskab til føleforstyrrelse, og dermed er det den korte forældelsesfrist, der gælder.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Codans afgørelse af 9. februar 2015 stadfæstes.

Codan har begrundet afgørelsen med, at patientens erstatningskrav er forældet. Codan har lagt til grund, at føleforstyrrelsen opstod i forbindelse med tandlægebehandlingen den 15. februar 2006, og at skadesanmeldelsen fandt sted den 2. juli 2014.

Patienten har i sin ankeskrivelse blandt andet anført, at hun ikke havde den fornødne faglige indsigt i eftervirkningerne, hvorfor det har været umuligt for hende at vurdere, hvorvidt ubehaget ville fortage sig. Patienten gør endvidere opmærksom på, at hun først i 2014 blev oplyst om, at der var grundlag for en eventuel skadeserstatning. Da tidsfristen på de 5 år dermed er forpasset, håber patienten, at Tandskadeankenævnet vil se positivt på at lade den 10 årige forældelsesfrist gælde.

Som anført i Codans afgørelse forældes eventuelle krav efter reglerne i lov om patient-forsikring 5 år efter, at skadelidte fik eller burde have haft kendskab til kravet. Idet der efter tandlægefaglig erfaring må tages højde for, at nerven i tilfælde som patientens kan regenere op til 1 år efter skadens indtræden, findes der ikke at være grundlag for at antage, at hun før ca. 1 år efter behandlingen den 15. februar 2006 vidste eller burde vide, at der var grundlag for at søge erstatning for skaden, uanset at hendes gener opstod allerede i forbindelse med tandbehandlingen. Da anmeldelsen blev indgivet den 2. juli 2014, var forældelsesfristen på 5 år imidlertid udløbet, og sagen må, som anført af Codan, derfor anses for at være forældet.

Det bemærkes, at ukendskab til lov og retsregler ikke suspenderer forældelsesfristen. Det kan derfor ikke tillægges betydning, at patienten ikke var blevet oplyst om muligheden for at søge erstatning. Det bemærkes videre, at 10-års forældelsesfristen ikke kan finde anvendelse i patientens tilfælde, hvor det vurderes, at hun havde eller burde have haft kendskab til føleforstyrrelsen.

Denne afgørelse, kan ikke indbringes for nogen administrativ myndighed. Afgørelsen kan alene indbringes for de almindelige domstole inden for en frist på 6 måneder.