Skip to content

2880-14

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Parietal perforation med tab af tand til følge. Fradrag i erstatningens størrelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Parietal perforation med tab af tand til følge. Fradrag i erstatningens størrelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 26-årig mand, der den 18. oktober 2010 fik konstateret betændelse ved den rodbehandlet tand +6. Der blev derfor ifølge journalen gennem-ført en rodskylningsseance, hvorefter der var en tydelig infam lugt fra kanalindgangene mesialt. Det blev derfor forsøgt at finde og udrense den 4 og mesiocentrale kanal, men der kunne ikke kommes højere op end 4 mm i kanalen. Den 10. februar 2011 blev rodkanalen lokaliseret og udrenset. Efterfølgende opstod der smerter, og der blev ordineret Vebikombin og Metronidazol. Tanden blev endelig rodfyldt den 14. februar 2010, hvor der på røntgen blev konstateret lidt overskud af sealer på apex. Den 28. juni 2011 blev der taget røntgen, og på den baggrund blev det noteret i journalen, at der var mistanke om parietal perforation, da der sås blødning fra kanalindgangen. Den 4. oktober 2011 blev der på røntgen konstateret en svær opklaring interradikulært. Den 28. februar 2014 blev tanden +6 fjernet på grund af betændelse.

Patienten søger nu om erstatning for den mistede tand samt undersøgelse af bihulen.

1. instans afgørelse:

I brev af 27. august 2014/18. december 2014 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af tab af tanden +6 med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte behandling den 10. februar 2011.

Codan fandt videre, at bedst mulig behandling havde indebåret, at rodbehandlingen var udført med respekt for tandens anatomi, således at der ikke var sket en gennembrydning af rodens overflade, men at udrensning og fyldning alene havde omfattet selve rodkanalen. Behandlingen har dermed ikke været bedst mulig under de givne omstændigheder.

Codan fandt videre, at det udførte tandlægearbejde i forbindelse med rodbehandling af tanden +6 ikke har været i overensstemmelse med god faglig standard. I den forbindelse er der lagt vægt på, at der ved rodbehandlingen af tanden +6 skete en gennembrydning af roden og en overfyldning, hvilket ikke skønnes at være i overensstemmelse med almindelig god faglig standard.

Desuden har to besigtigelsestandlæger vurderet, at behandlingen med rodbehandling af tanden +6 ikke er honorarværdig med samme begrundelse, samt at fejldiagnosticering af rodkanal og rodbehandling heraf ikke er i overensstemmelse med god faglig standard. Omgørelsesudgiften vedrørende stiftopbygning er derefter fastsat til 1.500 kr., som opkræves tandlægen efter betaling af den skadesudbedrende behandling.

Patienten er herefter berettiget til erstatning for rimelige udgifter i forbindelse med den skadesudbedrende behandling af tab af tanden +6. Det fremsendte behandlingsoverslag af 1. april 2014 vedrørende fjernelse af tanden +6 og opbygning og krone på 12.079,72 kan godkendes.

Codan fandt imidlertid, at tanden +6 uanset tandskaden den 10. februar 2011 havde et behov for opbygning og krone. Patienten skulle derfor have brugt 2.500 kr. på en opbygning og 5.500 kr. på en kronebehandling, hvilket fratrækkes i erstatningen. Erstatningen udgør herefter i alt. 4.079,72 kr.

Codan fandt desuden, at behandlingsoverslag af 31. marts 2014 vedrørende implantatbehandling mv. ikke kan godkendes. Det skal indledningsvist afklares, om der er behov for oprensning/ udtagning af et fremmedlegeme i kæbehulen, og såfremt dette er tilfældet, kan der ydes erstatning hertil. Overslag skal fremsendes på denne del af behandlingen. Herefter skal der indledes en heleperiode på 12-14 uger, hvorefter kompleksiteten og et eventuelt behov for knogleopbygning kan vurderes. Codan kan godkende at betale rimelige udgifter hertil, og der kan fremsendes nyt overslag på det tidspunkt, bilagt aktuelle røntgen.

 

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelser af 27. august 2014 og 18. december 2014.

Nævnet finder, at røntgenbilleder fra såvel den 18. oktober 2010 som fra den 28. juni 2011 dokumenterer, at tanden +6 under alle omstændigheder skulle behandles med en opbygning og en krone for at bevares på længere sigt. Der skal derfor foretages fradrag herfor i erstatningen, da patientforsikringen kun dækker udgifter, der er en følge af skaden og dermed ikke udgifter, som patienten skulle have afholdt under alle omstændigheder. Endvidere tiltrædes fradragets størrelse.

For en god ordens skyld kan det præciseres, at patienten har ret til erstatning for selve udgiften til implantat. Der skal blot foretages fradrag for opbygning og krone jf. ovenfor.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.