Skip to content

2913-14

Skadetype: Skade på anden anatomisk struktur end tand/nerver - Tab af knogle
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi

Beskrivelse:

Implantatbehandling og efterfølgende behov for knogleopbygning. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Implantatbehandling og efterfølgende behov for knogleopbygning. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 30-årig mand, der henvendte sig hos anden tandlæge den 27. december 2005 efter at have været blevet slået i ansigtet, hvor tænderne +1,2,3 var blevet påvirket. Ifølge journalen var det fremadvendende hjørne af tanden 1+ slået af, og tanden +1 var blevet slået lidt ind i munden. Tænderne blev testet for følesans, og tanden +1 havde nedsat respons. Desuden blev der taget røntgen. Den 1. februar 2006 blev der konstateret normal følesans i fortænderne. Den 3. marts 2008 var patienten blevet slået og sparket i ansigtet. Tænderne 1+1,2 og 2,1-1 var løsnet, mens tanden 2+ var slået ud. Tænderne 3,1+1 og 2- blev rodbehandlet, mens tænderne 1+1 og 2- tillige blev kronebehandlet. Den 12. november 2008 isatte den behandlende tandlæge et implantat i området 2+. Ifølge journalen fra den 7. maj 2009 var der en hævelse med betændelse i regio 2+, som blev behandlet kirurgisk med oprensning og penicillin. Den 12. maj 2009 blev der cementeret en MK krone regio 2+. Den 25. august 2009 blev der på røntgen konstateret lidt betændelse omkring regio 2,1+, hvorfor der blev udskrevet smalspektret penicillin. Dagen efter blev der skiftet til et bredspektret penicillin præparat og metronidazol. Den 16. juni 2010 blev der konstateret løsning af tanden 1+ samt betændelse i regio 2,1+. Tandlægen fandt, at røntgen viste rodspidsbetændelse på 1+. Der blev derfor lavet et kirurgisk indgreb den 23. juni 2010, hvor tandlægen fjernede betændelsesvæv fra implantatet og tanden 1+. Derudover blev der oplagt knogle og kunstig knogle omkring implantat og i rodlejet i regio 1+. Den 11. august 2010 blev implantatet 2+ fjernet på grund af løsning. Den 21. marts 2011 var patienten hos en specialtandlæge, der under operation fjernede store mængder betændelsesvæv samt kunstige knoglepartikler i området 2,1+. Ifølge journalen herfra er der i området en stor skålformet defekt med manglende udvendig knoglevæg, men bevaret indre knoglevæg mod ganen. I den forbindelse planlagde specialtandlægen en knogleopbygning i området. Den 27. november 2012 var patienten hos en ny tandlæge, som planlagde opbygning af knogle og blødt væv i området, isættelse af implantater i regio 2,1+ og kronebehandling på tænderne 3,2,1+1, hvis patienten kan gennemføre rygestop.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til denne behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 10. juli 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at røntgenbillede fra den 25. august 2009, som er taget i forbindelse med en betændelse i området, viser, at implantatet er placeret i uintegreret knoglesubstitut og udelukkende sidder fast i de yderste to millimeter. Billedet viser desuden en aftegning af knoglemangel også op til tanden 1+.

Codan fandt derfor, at tænderne 2,1+ mistes på grund af manglende heling af området med knogle og manglende heling efter forsøg på knogleopbygning med kunstig knogle og høst af egen knogle fra kindbenet. Tanden 1+ mistes som senfølge af slagene, og patientens rygning kan være medvirkende årsag til en mangelfuld heling.

Codan fandt videre, at den planlagte behandling med knogleopbygning med en blok fra underkæben er den behandling, som allerede i 2008 var nødvendig for at etablere betingelserne for en permanet og vellykket rekonstruktion af patientens fortænder. Denne behandling er at betragte som en udskudt behandling af grundlidelsen, da den ikke blev foretaget før implantatisættelsen, og behandlingen kan gennemføres nu på samme præmisser som dengang. Udførelse af udskudt behandling er ikke en erstatnings-berettigende skade i lovens forstand, og der kan derfor ikke ydes erstatning hertil.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 10. juli 2014 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at den nu nødvendige behandling med knogleopbygning med en blok fra underkæben kan udføres under samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling i 2008. Det forhold, at der blev udført en anden behandling, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

For så vidt angår eventuel tilbagebetaling af honoraret for den oprindelige behandling må kravet herom rettes til den tandlæge, der udførte behandlingen, da dette alene er et mellemværende mellem patienten og tandlægen.