Skip to content

3002-15

Skadetype: Varia - Smerter
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi

Beskrivelse:

Implantatbehandling og smerter. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Implantatbehandling og smerter. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 68-årig kvinde, der efter udtrækning af tanden +6 i sommeren 2009 havde tilbagevendende smerter i venstre side af overkæben, der blev behandlet med antibiotika ad flere omgange. Den 5. november 2009 blev det konstateret, at tanden +5 fremstod løs, og at der var mistanke om rodspidsbetændelse. Der blev derfor den 9. november 2009 drøftet behandlingsalternativer, herunder implantat svarende til regio +6 eller udtrækning af tanden +5 og implantater ved regio +5 og +6. Den 26. april 2010 fremstod tanden +5 ifølge journalen bankeøm. Desuden noteres det, at tanden +5 tidligere er blevet rodspidsopereret. På grund af mistanke om rodspidsbetændelse med tanden +5 udtaget den 23. juni 2010. Den 23. august 2010 blev der isat implantater svarende til regio +5,6,7 samt udført genopbygning af knogle i kæbehulen. Helingen forløb ifølge journalen uden komplikationer. Den 30. september 2010 blev tanden +4 restaureret med en fyldning i plast uden anvendelse af bedøvelse. Den 28. februar 2011 blev der åbnet gennem slimhinden til implantaterne regio +5,6,6 (?+7), og der blev monteret helskruer gennem tandkødet. Den 9. maj 2011 blev der registreret fin heling, og implantaterne blev monteret med forbindelsesdele og kroner. Ifølge journalen fra den 13. maj 2011 fungerede implantaterne fint, men tanden +4 var øm. Den 8. juni 2011 blev kronen på implantatet +6 omgjort, da abutmentskruen var løs. Den 30. august 2011 blev det noteret, at såvel subjektivt som objektivt var implantatbehandlingen vellykket. Dette var ligeledes tilfældet den 24. april 2012. Efterfølgende opstod der ubehagsgener, som var vanskelige at stedbestemme og efter flere undersøgelser blev der indledt rodbehandling af tanden 4+ den 23. oktober 2012 grundet henfald af tandens nerve. I forbindelse med rodbehandlingen af tanden 4+ oplyste patienten, at smerterne stammede fra implantaterne. Den 7. december 2012 blev tanden +4 rodfyldt, og der blev indledt en nærmere udredning omkring implantaterne regio +5,6,7. Udredningen foregik ved 15 konsultationer i perioden fra den 10. december 2012 til den 12. april 2013, hvor der blev forsøgt behandling med lokal oprensning omkring implantaterne, antibiotika, smertestillende, demontering af implantatkroner og bidskinnebehandling. Patienten blev herefter henvist til sygehus, hvor der den 23. august 2012 blev foretaget en oprensning omkring implantaterne. Desuden blev det noteret, at implantaterne manglede knogle om de øverste gevind, og at det blev anbefalet at fjerne implantaterne samt isætte nye efter en helingsperiode. Ved konsultationerne den 25. september og 3. december 2013 oplyste patienten, at der stadig var smerter svarende til venstre overkæbe uden ændring af karakteren heraf. Den 3. januar 2014 blev det noteret, at der var smerter fra højre side af overkæben grundet en visdomstand og tyggeømhed i højre underkæbe. Der blev herefter indledt rodbehandling af tanden 7-, som blev afsluttet den 18. februar 2014. Efterfølg-ende var der dog lidt smerter fra området. Implantaterne regio +5,6,7 blev fjernet på sygehuset den 20. februar 2014, og knoglevævet blev genopbygget.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til nye implantater og rodbehandling af tanden +4 samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. november 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at der ikke er fremlagt bevis for, at implantatbehandlingen svarende til regio +5,6,7 har årsag i patientens beskrevne smerter. I den forbindelse er der lagt vægt på, at patienten allerede inden implantatbehandlingen blev udført, havde smerter i venstre side af overkæben. Efter selve implantatbehandlingen er der i en længere periode ikke noteret gener. Desuden har objektive undersøgelser og røntgen heller ikke kunnet fastslå en sikker årsag til patientens smerter.

Codan fandt videre, at et uundgåeligt tab af knogle omkring implantaterne ikke kan give de smerter, som patienten beskriver, idet der ved en infektionsbetinget tab af knogle ville være opstået symptomfrihed efter oprensning og antibiotika terapi. Der er desuden ikke objektive negative fund, der kan forklare patientens ubehagsgener.

Codan fandt desuden, at udtagning af implantaterne +5,6,7 muligvis kan begrundes i delvist tab af knogle omkring øverste del af disse og en tætstilling af de bagerste implantater. Hvorvidt den udførte implantatbehandling regio +5,6,7 har opfyldt patientens forventninger er alene et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Codan fandt videre, at behovet for rodbehandling af tanden +4 som følge af henfald af tandens nerve har årsag i grundlidelsen caries og følgetilstande hertil. Behovet for rodbehandling af tanden +4 er således en følge af den svækkelse og udtrætning, der er sket af tanden på grund af den oprindelige nødvendige behandling af grundlidelsen caries.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 14. november 2014 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at patientens smerter har årsag i den udførte implantatbehandling regio +5,6,7. I den forbindelse fremgår det af journalen fra den 1. juli 2014, at patienten igen er begyndt at få samme fornemmelse regio +5,6,7, som før implantaterne blev taget ud, og den 7. oktober 2014 er det noteret, at hun fortsat har periodevise smerter.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.