Skip to content

3109-15

Skadetype: Nerveskade - N.Mandibularis
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Nerveskade efter operativ fjernelse af visdomstand. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Nerveskade efter operativ fjernelse af visdomstand. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 62-årig mand, der blev henvist til specialist for fjernelse af tanden -8 på grund af betændelse omkring tanden. Der blev derfor den 5. maj 2014 konstatereret betændelsessekret fra tanden -8, og røntgen blev beskrevet med retineret visdomstand i venstre side af underkæben, som lå vandret med cyste og direkte relation til underkæbens nervekanal. Operationen blev herefter gennemgået med patienten, som blev orienteret om risiko for nervebeskadigelse. Ifølge journalen var patienten indforstået med denne risiko. Efter snitføring og åbning til tanden blev der fjernet knogle, hvorefter tanden blev delt og fjernet komplikationsfrit. Herefter blev der efter normalt sår-toilette lukket ved syning. Postoperativ røntgen fandtes at vise ingen tegn på efterladte tandsegmenter. Den 8. maj 2014 blev der foretaget akut kontrol, da patienten fortsat havde en bedøvet fornemmelse i underlæben. Ved telefonisk kontakt den 28. maj 2014 blev der aftalt kontrol af føleforstyrrelserne 2- 4 måneder senere. Den 25. september 2014 blev det noteret, at føleforstyrrelserne var blevet forværret, og det blev anbefalet at fjerne restroden. Der blev derfor fjernet to separate rodfragmenter den 1. oktober 2014, hvor den ene sås i direkte kontakt med nerven, omgivet af granulom, der blev fjernet.

Patienten søger nu om godtgørelse for varigt mén som en følge af operationerne og for forringet livskvalitet.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. juni 2015 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1-4.

Codan fandt, at behandlingen den 5. maj 2014 er udført i overensstemmelse med, hvad der efter tandlægefaglig videnskab og erfaring har været det bedst mulige i den givne situation. Behandlingen har således været i overensstemmelse med bedste specialist-standard på det pågældende område.

I den forbindelse har Codan lagt vægt på, at der var ubetinget tandlægefaglig indikation for fjernelse af tanden, og operationen er efter beskrivelsen i journalen foretaget bedst mulig.

Codan fandt tilsvarende, at der ikke er tale om en skade som følge af en apparaturfejl, eller at en alternativ behandlingsmetode kunne være anvendt.

Codan fandt videre, at præoperativt røntgen viser, at tanden -8 ligger vandret med meget tæt relation til underkæbens nervekanal med ændring af kanalvæggens forløb. Dette medfører betydelig risiko for beskadigelse af underkæbens følenerve ved fjernelse af tanden, og føleforstyrrelserne vil ske i mere end 2% af lignende tilfælde ved fjernelse af en tand med samme anatomiske forhold som patientens og under samme type behandling.

Codan fandt videre, at det ikke har haft betydning i forhold til føleforstyrrelsen, at der var efterladte rodspidser, som blev fjernet ved en fornyet operation, da føleforstyrrelserne allerede var tilstede efter første operation.

Codan fandt derfor, at da en føleforstyrrelse vil opstå i mere end 2% af tilfældene med den type af behandling under de anatomiske forhold, der er gældende hos patienten, er kravet om sjældenhed ikke opfyldt. Der er derfor ikke sket en skade omfattet af loven, og patienten er ikke berettiget til erstatning.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 9. juni 2015 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at udtrækning af tanden -8 med overvejende sandsynlighed er udført bedst muligt under de givne omstændigheder.

Nævnet finder videre, at skaden i form af føleforstyrrelser ikke er tilstrækkelig sjælden til, at dette i sig selv gør skaden erstatningsberettiget, da tanden -8 havde tæt relation til underkæbens nervekanalen

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1-4.