3110-15
Skadetype: | Nerveskade - N.Lingualis |
Afgørelsetype: | Tålereglen – PFL § 2.1.4/KEL § 20.1.4 |
Ankenævnsafgørelsen: | Afgørelse stadfæstet |
Behandling: | Rodbehandling |
Beskrivelse:Nerveskade efter rodbehandling. Godtgørelse for varigt mén. TSAN tiltrådte Codans afgørelse. |
|
Nerveskade efter rodbehandling. Godtgørelse for varigt mén. TSAN tiltrådte Codans afgørelse. | |
Hændelsesforløb:Sagen drejer sig om en nu 39-årig mand, der den 12. april 2013 fik indledt rodbehandling af tanden 6- på grund af smerter. I den forbindelse blev der bedøvet med Xyloplyin efterfulgt af Septocain. Den 30. april 2013 kontaktede patienten tandlægen på grund af føleforstyrrelser i tungen med nedsat føleevne og tab af smagsevne i højre side af tungen. Ved kontrol den 2. september 2013 var føleforstyrrelserne uændrede. Patienten søger nu om erstatning for sine føleforstyrrelser. |
|
1. instans afgørelse:I brev af 8. maj 2015 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til 83.000 kr. i erstatning og godtgørelse samt renter heraf på 2.211,95 kr. Herudover er patienten berettiget til refusion for afholdte transportudgifter i forbindelse med den neurosensoriske undersøgelse på i alt 689,62 kr. Patienten er således berettiget til i alt 85.901,57 kr. Codan fandt herefter på baggrund af den neurosensoriske undersøgelse og de beskrevne subjektive gener, at patienten er berettiget til en godtgørelse for varigt mén på 10% som følge af skaden i form af føleforstyrrelser i højre side af tungen jf. Arbejdsskadestyrelsens méntabel punkt A.1.4.1. Codan har i den forbindelse lagt vægt på, at der ved den neurosensoriske undersøgelse konstateres et funktionstab svarende til hypæstesi, samt at patienten oplever neurogent ubehag i form af paræstesi. Ved sensibilitetstesten konstateres der påvirkning af den skadede side. Desuden angiver patienten sit sensibilitetstab til 8, hvor 0 er normal og 10 ingen. Føleforstyrrelsens påvirkning af livskvalitet i forbindelse med privatliv og arbejdsliv angives begge til 10. Derudover har Codan lagt vægt på de gener, som patienten har oplyst i spørgeskemaet, hvilket Codan redegør nærmere for i afgørelsen. Godtgørelsen for varigt mén udgør herefter 83.000 kr. samt renter heraf på 2.211,95 kr. |
|
Tandskadeankenævnets afgørelse:Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 8. maj 2015 med den af Codan anførte begrundelse. Efter Arbejdsskadestyrelsens méntabel punkt A.1.4.1. vurderes væsentlige føleforstyrrelser som følge af nerveskader som den foreliggende til 5-10% mén. Med udgangspunkt i den neurosensoriske undersøgelse, der viser en betydelig følenedsættelse, samt de beskrevne gener er nævnet enig med Codan i, at méngraden skal fastsættes til Arbejdsskadestyrelsens maksimum på 10%. Det bemærkes, at der ved denne afgørelse er taget højde for den manglende smagssans. |