Skip to content

3739-17

Skadetype: Nerveskade - Andre nerver
Afgørelsetype: Apparatursvigt – PFL § 2.1.2/KEL § 20.1.2.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Kronebehandling og efterfølgende nerveskade. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Kronebehandling og efterfølgende nerveskade. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 48-årig kvinde, der den 24. juni 2016 var til undersøgelse, hvor der blev konstateret en defekt fyldning i tanden +6. Der var derfor behov for kronebehandling, hvorfor tanden +6 blev præpareret til krone den 1. juli 2016, hvor der tillige blev taget aftryk til krone. I forbindelse hermed skete der en påvirkning af patientens slimhinde med et tandinstrument. Ved cementering af kronen den 13. juli 2016 oplevede patienten fortsat ømhed i venstre side af overmunden. Ifølge journalen fra den 16. september 2016 oplevede patienten smerter strålende op mod næsen og der blev taget røntgen af regio +5. I den forbindelse blev der konstateret rodspidsbetændelse ved tanden +5, hvorfor der blev påbegyndt rodbehandling af tanden den 14. oktober 2016. I forbindelse med bearbejdning og udrensning af tandens rodkanal skete der en afbrækning af et rodinstrument. Tanden blev herefter rodfyldt den 1. november 2016, og tanden blev opbygget i plast. Efterfølgende havde patienten fortsat gener, hvorfor der blev anbefalet kirurgisk rodbehandling af tanden +5. Der blev derfor udført kirurgisk rodbehandling af tanden +5 den 8. november 2016. Efterfølgende havde patienten fortsat gener fra området, hvorfor hun blev henvist til videre udredning hos en neurolog.

Patienten søger nu om erstatning for den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 26. juli 2017 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 2.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af betændelse ved rodspidsen af tanden +5 som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der ikke ud fra journalen er forhold ved rodbehandlingen den 14. oktober 2016, som ikke har været udført bedst mulig. Der var indikation for rodbehandlingen jf. røntgen fra 16. september 2016 og selve oplukningen og brug af instrumenterne har været anvendt efter bedste specialiststandard.

Tryg fandt derfor, at der er sket et svigt i det anvendte apparatur under rodbehandlingen og hændelsen med et knækket rodinstrument har medført, at patienten har et større behandlingsbehov end oprindeligt, idet patienten den 8. november 2016 fik en kirurgisk rodbehandling.

Patienten er derfor berettiget til rimelige og nødvendige udgifter til kirurgisk rodbehandling. Regning herfor kan fremsendes med henblik på stillingtagen til størrelsen af erstatningen.

Tryg fandt videre, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen af tanden +6 hos tandlægen. Tryg fandt, at generne i form af snurren og smerter i venstre side af overmunden med overvejende sandsynlighed skyldes rodspidsbetændelsen ved tanden +5. En rodspidsbetændelse lokaliseret svarende til det aktuelle område kan typisk give de beskrevne gener.

Tryg fandt endvidere, at påvirkning i slimhinden med et tandlægeinstrument i forbindelse med behandlingen den 1. juli 2016 ikke med overvejende sandsynlighed kan forårsage de beskrevne gener.

Tryg fandt derfor, at der er tale om en perifer smerte med årsag i betændelsen ved tanden +5 og ikke en central smerteproblematik. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandlingen den 1. juli 2016.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 26. juli 2017 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at den udførte kronebehandling af tanden +6 er årsagen til patientens nuværende gener, da der alene blev udført infiltrationsbedøvelse ved kronebehandlingen, som ikke kan medføre gener ved trigeminusnerven.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade ved behandlingen af tanden +5 i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 2. Desuden tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.