Skip to content

3813-18

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 71-årig kvinde, der den 31. august 2007 fik konstateret af anden tandlæge, at tanden +5 var knækket. I den forbindelse blev det vurderet, at rodbehandling og genopbygning af tanden ikke var et godt behandlings-forslag. Patienten blev derfor den 7. september 2007 anbefalet implantatbehandling og den 17. september 2007 blev der fremsendt en behandlingsoverslag herpå til patienten. Patienten skiftede herefter til den behandlende tandlæge, hvor der blev taget røntgen af tanden +5 den 14. februar 2011 og den 19. februar 2013. Den 26. august 2014 blev der indledt rodbehandling af tanden +5 på grund af rodspidsbetændelse, og i den forbindelse knækkede en rodfil i tanden. Rodbehandlingen blev herefter afsluttet og kontrolleret med røntgen. Den 28. august 2014 blev tanden opbygget med en rodstift og plast og den 4. september 2014 havde patienten smerter fra tandkødet ved tanden. Ifølge journalen fra den 1. december 2014 havde patienten dårlig smag fra tanden og den 16. januar 2015 blev der taget røntgenkontrol af tanden på grund af fortsat dårlig smag fra tanden. Den 19. februar 2015 blev der foretaget kirurgisk fjernelse af tandkødet ved tanden, da tanden var knækket og tandkødet var vokset ind i frakturområdet. Desuden blev tanden behandlet med en plastfyldning. Efterfølgende blev patienten henvist til Tandlægeskolen, hvor hun blev undersøgt den 11. maj 2015. Ifølge journalen oplevede patienten dårlig smag fra tanden +5 og patienten blev derfor anbefalet kirurgisk rodbehandling af tanden. Tanden blev derfor kirurgisk rodbehandlet den 19. juni 2015 hos en specialtandlæge. I den forbindelse blev det noteret, at patienten havde en grim smag fra tanden. Den 4. december 2015 var patienten til undersøgelse på tand-,mund- og kæbekirurgisk afdeling, hvor der blev taget røntgen, som viste fuldstændig reaktionsløse forhold ved tanden. Konklusionen var derfor, at der ikke kunne findes nogen forklaring på patientens symptombillede. Den 2. marts 2016 var patienten til undersøgelse på Tandlægeskolen, hvor hun fortsat klagede over ændret smagsoplevelse. Der blev i den forbindelse konstateret tandkødsbetændelse ved tanden og den 16. marts 2016 blev patienten sat i behandling for svamp i mundhulen. Ifølge telefonnotat af 20. april 2016 var patienten meget generet af symptomerne. Efterfølgende fik patienten foretaget en smagstest den 9. maj 2016, som var normal, bortset fra at sur-smag blev beskrevet som salt. Patienten blev efterfølgende afsluttet på Tandlægeskolen den 30. maj 2016, hvor det blev konkluderet, at indenfor det oral medicinske område kunne årsagen til patientens symptomer ikke erkendes. Den 20. juni 2016 blev tanden trukket ud.

Patienten søger nu om erstatning for rodbehandlingen, godtgørelse for svie og smerte samt varigt men.

1. instans afgørelse:

I brev af 24. november 2017 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at journalen allerede i 2007 dokumenterer, at tanden +5 var tabt. Tabet skyldes patientens grundlidelse, knækket tand og kort rod, hvilket patienten var informeret om, og der var fremsendt overslag på behandling med implantat til erstatning for tanden +5.

Tryg fandt desuden, at røntgen fra den 14. februar 2011 dokumenterer en svækket tand med en håbløs prognose for bevarelse på længere sigt.

Tryg fandt derfor, at det forhold, at tanden +5 først udtages i 2016, er udskudt behandling. Der er dermed ikke sket en skade i forbindelse med behandling hos tandlægen og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

De udførte behandlinger med rodbehandling, rodstift og plastfyldning samt kirurgisk rodbehandling er en sag mellem patienten og de involverede tandlæger. Ved uenighed har patienten mulighed for at klage til Regionstandlægenævnet. Hvis patienten mener, der er sket en anden skade, skal dette forhold anmeldes på ny til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 24. november 2017 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at tandlægejournalen fra 31. august 2007 og igen den 7. september 2007 samt røntgen af 14. februar 2011 viser, at +5 allerede på daværende tidspunkt og længe før rodbehandlingen i 2014 var en stærkt svækket tand. Tanden mistes derfor som følge af grundlidelsen i form af en svækket tand og ikke som følge af den udførte behandling, herunder den knækkede rodfil.

Desuden findes patientens nuværende gener ikke at være en følge af den udførte rodbehandling og udtrækning af tanden.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.