3819-18
Skadetype: | Ingen skade / afvisning |
Afgørelsetype: | Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1. |
Ankenævnsafgørelsen: | Afgørelse stadfæstet |
Behandling: | Tandbevarende behandling |
Beskrivelse:Behov for behandling er en følge af grundlidelserne. Udskudt behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse. |
|
Behov for behandling er en følge af grundlidelserne. Udskudt behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse. | |
Hændelsesforløb:Sagen drejer sig om en nu 71-årig kvinde, der regelmæssigt har gået til tandlægeeftersyn med behandlinger til følge. Den 7. oktober 1981 var tanden 2+ fraktureret på grund af en ulykke. Ifølge journalen fra den 14. marts 1984 var der infektion svarende til rodspidsen på tanden 2+ og tanden manglede knogle og slimhinde svarende til rodspidsen. Desuden blev det noteret, at der blev omtalt behov for behandling med bro til erstatning for tanden 2+. Den 22. april 1988 blev tanden 6+ rodbehandlet, mens tanden -6 blev rodbehandlet den 10. oktober 1990. Ved statusundersøgelse den 15. november 1999 blev det indført, at patienten havde 30 tænder, hvoraf 25 var behandlet med fyldninger. Den 2. juli 2010 blev tanden 7- rodbehandlet. I perioden fra den 25. september 2015 til den 18. april 2016 blev patienten behandlet af de nye klinikejere, hvor tænderne 5+,7-,6- og 3- blev behandlet med fyldninger. Desuden blev tænderne +7 og -8 fjernet. Den 31. maj 2016 skiftede patienten tandlæge, som konstateret caries i tænderne 2+ og +3 samt insufficiente fyldninger i tænderne 4+4, 7- og 5-. Tanden +3 blev herefter behandlet med en plastfyldning den 21. juni 2016, hvor det tillige blev noteret, at tanden 2+ skulle erstattes med implantat. Efterfølgende har patienten fået behandlet tænderne 1+1,2 med stiftopbygninger, mens tænderne 7,6,5,4,3,1+1,2,3,4,5,6,8 og 7,6,4-4,5,6 er blevet behandlet med porcelænskroner. Desuden er tanden 2+ blev fjernet og erstattet med implantat, tænderne 5-5 er blev behandlet med plastfyldninger og tanden +5 er blevet kirurgisk rodbehandlet. Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling. |
|
1. instans afgørelse:I brev af 11. december 2017 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1. Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen. Tryg fandt i den forbindelse, at patienten har anmeldt skade på tænderne 7,6,5,4,3,2,1+1,2,3,4,5,6,8 og 7,6,5,4-4,5,6,7,8. Tryg fandt, at behovet for behandling af tandsættet med porcelænskroner, som patienten har nu, er det samme, som var tænderne blevet behandlet med kroner på et tidligere tidspunkt. Årsagen er, at behov for kronebehandling skyldes forhold hos patienten selv med udvikling af hul og almindeligt slid. Tryg fandt således, at den behandling, der nu er gennemført med opbygninger og krone-restaureringer, skulle have været udført under alle omstændigheder på grund af den omfattende behandling, der er udført med fyldninger gennem årene og det forhold, at der ikke er fremstillet kroner i perioden frem til 2015. Der er således tale om udskudt behandling, hvilket ikke betragtes som en skade i lovens forstand. Tryg fandt endvidere, at tanden 2+ fremstod i marts 1984 med en opløsning af roden og tab af knogle svarende til rodspidsen. Tabet af tanden skyldes med overvejende sandsynlighed en betændelse og rodopløsning, der har været tilstede gennem en årrække. I den forbindelse fandt Tryg, at der ved konsultationen den 31. maj 2016 er noteret, at tanden fremstod med 80% af rodarealet blottet – hvilket er samme lidelse, som blev journaliseret i 1984. Endvidere fandt Tryg, at svækkelsen i tanden 2+ har årsag i en ulykke den 7. oktober 1981, hvor tanden knækkede. Samlet set mister patienten således ikke tanden 2+ på grund af forhold ved en tandlægebehandling, hvorfor der ikke er sket en skade efter gældende lov. Tryg fandt desuden, at tabet af tanden -8 skyldes patientens grundlidelse og dermed ikke betragtes som en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen. |
|
Tandskadeankenævnets afgørelse:Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 11. december 2017 med den af Tryg anførte begrundelse. Nævnet finder, at behovet for opbygninger og kronebehandlinger er en følge af grundlidelsen caries og den nødvendige behandling heraf. Den behandling, der nu er blevet udført, svarer derfor til den behandling, der under alle omstændigheder skulle have været udført. Det forhold, at behandlingen ikke er blevet udført tidligere, har ikke i sig selv medført en skade. For så vidt angår tanden 2+ finder nævnet, at denne mistes som følge af grundlidelsen i form af en svækket tand efter en ulykke. Tabet af tanden -8 er ligeledes en følge af grundlidelsen i form af caries og den nødvendige behandling heraf. Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1. |