Skip to content

3875-18

Skadetype: Skade på anden anatomisk struktur end tand/nerver - Bløddelsskade
Afgørelsetype: Under 1000 kr.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Operativ fjernelse af visdomstand med efterfølgende ar til følge. Godtgørelse for varigt mén. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Operativ fjernelse af visdomstand med efterfølgende ar til følge. Godtgørelse for varigt mén. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 25-årig kvinde, der den 14. marts 2017 fik fjernet tanden 8-. Ifølge journalen kom det roterende instrument under behandlingen i kontakt med underlæben, således at der skete en varmelæsion på højre side af underlæben. Læben blev herefter syet og der blev taget klinisk fotos heraf. Ved kontrol den 21. marts 2017 blev det noteret, at sårskorpen på ydersiden af læben var pæn og hævelsen var faldet. Stingene blev herefter fjernet. Den 24. marts 2017 blev det noteret, at der intet nyt var tilkommet siden sidst. Patienten kontaktede herefter klinikken telefonisk den 25. april 2017 og oplyste, at såret begyndte at se pænt ud. Patienten blev informeret om at undgå sol for at beskytte det nylagte væv og fortsat brug af steristrips.

Patienten søger nu om erstatning for udgifter i forbindelse med skaden, godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 15. marts 2018 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 24, stk. 1 og praksis på området.

Tryg fandt indledningsvis, at erfaren specialiststandard i forbindelse med fjernelse af tanden 8- havde været, at der var blevet holdt afstand til læben med håndstykket. Herved ville det med overvejende sandsynlighed kunne være undgået, at der skete en forbrænding.

Tryg fandt derfor, at patienten i princippet er berettiget til erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, men erstatningen overstiger ikke minimumsgrænsen. Erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i lov om erstatningsansvar §§ 1-5 og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 24, stk. 1. Ifølge Tandlægeforeningens Tandskadeerstatnings praksis er man berettiget til erstatning, hvis det samlede erstatningsbeløb overstiger 1.000 kr. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, idet erstatningens størrelse ikke ses at overstige undergrænsen på 1.000 kr.

Tryg fandt i den forbindelse, at de indsendte regninger for smertestillende medicin og plastre for i alt 324 kr. er en følge af behandlingsskaden.

Tryg fandt videre, at patienten ikke er blevet påført et varigt mén på 5% eller derover som følge af behandlingen hos tandlægen. Ud fra klinisk fotos fra den 30. maj 2017 har patienten fået et mindre ar på underlæben i højre side, som forventes at hele/ blive pænere med tiden. Det er Trygs vurdering, at arret måler mindre end 1 cm. og er således ikke af skæmmende karakter eller vansirende i et omfang, som kan modsvare et varigt mén på 5% eller derover.

I øvrigt fandt Tryg, at patienten ikke er berettiget til anden erstatning og/eller godtgørelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 15. marts 2018, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at der kan tilkendes en godtgørelse for varigt mén på 5%, da arret går op i læben og er følsomt jf. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings méntabel punkt H.2.

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på endelig opgørelse af erstatningens størrelse inkl. udgifterne til medicin og plastre på 324 kr.