Skip to content

4211/19

Skadetype: Manglende diagnostik - Andet
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Af tandstillingsfejl

Beskrivelse:

Ej mangelfuld diagnostik og behandling af slid. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Ej mangelfuld diagnostik og behandling af slid. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 49-årig kvinde, der ifølge journalen fra den 1. oktober 2000 fik anbefalet at isætte implantater i regio 6-6 som erstatning for de manglende tænder 6-6. Den 13. januar 2005 blev tanden -5 kirurgisk rodbehandlet og den 20. september 2005 blev nødvendigheden af implantatbehandling i regio 6-6 igen drøftet med patienten. Ifølge journalen fra den 7. september 2007 blev det aftalt, at patienten skulle sige til, hvis patienten ønskede behandling af isning i tænderne. Den 1. juli 2015 blev det noteret, at patienten havde fået taget røntgenbilleder på Tandlægeskolen, men var blevet afsluttet derfra, da det var for kompliceret. Det blev herefter noteret, at der var et dybt bid, som måske krævede tandretning. Desuden skulle tanden -5 vurderes for behandling. Efterfølgende blev det vurderet, at tanden -5 skulle kirurgisk rodbehandles, samt at der var behov for kirurgisk ortodonti af biddet, hvis der skulle foretages behandling. Tanden -5 er derfor blevet kirurgisk rodbehandlet af anden tandlæge.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til kirurgisk rodbehandling af tanden 6-6 samt udgifterne til reguleringsbehandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 24. juli 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1 samt lov om patientforsikring § 19, stk. 2.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgenbillede af 14 november 2017 viser, at sliddet på tænderne ikke er væsentlig anderledes end i 2002 jf. røntgenbillede af 18. november 2002. Desuden blev patienten henholdsvis den 1. oktober 2000 og den 20. september 2005 anbefalet erstatning af tænderne 6-6 med bro eller implantat, og at det i journalen er anført, at patienten ville sige til, såfremt hun ønskede behandling for isninger i tænderne.

Tryg fandt herefter, at der ikke foreligger dokumentation, som viser, at sliddet på tænderne er anderledes end det slid, som er forventeligt på et tandsæt, som bruges, hvorfor der ikke er tale om en behandlerpåført skade på patientens tænder. Det blev vurderet, at såfremt patienten ønskede behandling af det dybe bid, var der behov for kirurgisk ortodonti heraf.

Tryg bemærkede herefter, at denne behandling kan udføres på samme betingelser med samme grad af helbredelse og prognose nu, som hvis behandlingen var udført på et tidligere tidspunkt. Der er dermed ikke sket en skade som følge af behandlingen hos tandlægen. Desuden kan en sådan behandling dækkes i hospitalsregi, og patienten vil dermed ikke have udgifter til behandlingen.

Tryg fandt således, at der ikke er sket en dækningsberettigende behandlingsskade, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tryg fandt videre, at tanden -5 blev kirurgisk rodbehandlet den 13. januar 2005 hos tandlægen, og at behandlingen blev genoptaget i august 2015 hos en specialist. Desuden at patientens anmeldelse til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning er modtaget den 13. august 2018.

Tryg fandt herefter, at en eventuel skade opstået den 13. januar 2005 således er sket mere end 10 år før, patienten søgte erstatning hos Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning. Den 10-årige forældelsesfrist er en absolut frist, der regnes fra det tidspunkt, hvor skaden er sket. Der kan ikke ses bort fra den 10-årige forældelsesfrist, selv om patienten eventuelt først har fået kendskab til skaden senere i forløbet, eller selv om der først opstår symptomer på en skade 10 år efter skadestidspunktet. Denne sag kan derfor ikke behandles. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 24. juli 2019 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder ud fra det foreliggende materiale, at det ikke er overvejende sandsynligt, at patientens slid er blevet forværret som følge af eventuel manglende diagnostik af dybt bid, da der ikke kan konstateres usædvanligt slid i perioden 2002-2017. Desuden findes behovet for kirurgisk ortodontisk behandling i hospitalsregi at kunne udføres under samme forudsætninger, som hvis det var blevet udført på et tidligere tidspunkt. Der er således alene tale om udskudt behandling, hvilket ikke er en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, samt lov om patientforsikring § 19, stk. 2.