Skip to content

4611/21

Skadetype: Manglende diagnostik - Andet
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Tandbevarende behandling

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af rodspidsbetændelse med efterfølgende tab af tænder til følge. Godtgørelse for svie og smerte. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Mangelfuld diagnostik og behandling af rodspidsbetændelse med efterfølgende tab af tænder til følge. Godtgørelse for svie og smerte. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 69-årig kvinde, der den 8. december 2010 fik behandlet tanden -7 med en plastfyldning. Den 18. august 2011 blev det noteret, at der var mistanke om en revne i tanden -7, da der af og til var jag ved tygning. Ifølge journalen fra den 10. april 2012 blev tanden -6 behandlet med en plastfyldning. Den 10. juli 2013 blev det noteret, at der af og til var let følsomhed ved tanden -7, og den 21. februar 2014 var der smerter ved tygning/ kulde, og tanden blev behandlet med en ny fyldning, da den var slidt igennem. Tanden +6 blev behandlet med en plastfyldning på grund af dyb caries under en knækket plastfyldning den 23. december 2014. Desuden blev det noteret, at tænderne -6,7 var lidt ømme ved tryk. Den 16. september 2016 blev tanden -7 behandlet med en plastfyldning, mens tanden +6 blev behandlet med en ny plastfyldning den 13. februar 2017 på grund af defekt fyldning. Patienten henvendte sig den 7. december 2017 med smerter fra tanden -7 ved tygning på kerne. Det blev noteret, at der var reaktion på tyggeknuderne som tegn på en revne i tanden, og tanden blev herefter behandlet med en plastfyldning på 4 flader. Den 15. maj 2018 blev tanden -6 behandlet med en plastfyldning, og den 11. juni 2018 blev tanden igen behandlet med plast på grund af defekt fyldning. Patienten henvendte sig den 27. maj 2019 på grund af smerter fra underkæben i venstre side. Der var murren og bankeømhed specielt ved tanden -7 og lidt ved -6. Røntgen fandtes ikke at vise sikre tegn på betændelse ved tænderne, men tanden -7 blev herefter rodbehandlet samme dag. Den 3. juni 2019 blev det noteret, at patienten havde haft store smerter i tanden -7, men at de var aftagende nu. Røntgen fandtes at vise mulig rodspidsbetændelse. Patienten henvendte sig igen den 12. juli 2019 med svære smerter i venstre side. Tænderne -6,7 og +6 var let bankeømme, og der blev noteret obs for rodspidsbetændelse ved tanden +6. Røntgen fandtes at vise uændret forhold ved tænderne -6,7. Det blev herefter aftalt at se tiden an. Patienten henvendte sig igen den 4. november 2019 med smerter i venstre side i både over- og underkæbe. Det blev konstateret, at tænderne -6,7 og +6 var bankeømme, og tanden +6 blev herefter rodbehandlet. I forbindelse med rodbehandlingen blev det konstateret, at der kun var lidt vitalitet i den yderste del af rodkanalerne. Desuden knækkede der en rodfil i den ganevendende rodkanal. Den 27. november 2019 blev det noteret, at der stadig var let ømhed i venstre side, men patienten ønskede at se tiden an lidt endnu. Tanden +6 blev herefter behandlet med en plastfyldning. Patienten henvendte sig til en anden tandlæge den 20. december 2019 efter henvisning fra den behandlende tandlæge. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse samt korte rodfyldninger på tanden -6. Behandlingsmuligheder blev herefter gennemgået med patienten, og i den forbindelse blev det vurderet, at det ville være meget vanskeligt at lave rodbehandlingen om. Tanden blev derfor fjernet samme dag. Den 3. januar 2020 blev der taget røntgen af tanden +6, som fandtes at vise, at rodfyldningen i den forreste kindvendende rod var for lang. Ifølge journalen fra den 10. marts 2020 viste CT-scanning rodspidsbetændelse ved tanden -7, og den 23. marts 2020 blev tanden fjernet operativt. Den 18. maj 2020 blev der isat implantater i regio -6,7.

Patienten søger nu om erstatning for afholdte udgifter samt udgifter til den skadesudbedrende behandling. Desuden søges om godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 18. december 2020 traf Tryg afgørelse om, at patientens erstatning er opgjort til 22.352,51 kr.

Tryg fandt, at regninger på 2.031,70 kr., 837,70 kr., 350,85 kr., 4.027,85 kr., og 1.988,34 kr. er en følge af den anerkendte behandlingsskade, hvorfor udgifterne godkendes.

Tryg fandt videre, at regning på 25.751,34 kr. kan godkendes delvist, da der ikke godkendes behandling for tænderne 5+ og 6+, da det ikke er en del af den skadesudbedrende behandling. Den dækkes derfor med i alt 18.498,67 kr.

Tryg fandt dog, at der foretages fradrag af 14.000 kr. for sparede udgifter til plastiske opbygninger og kroner til tænderne -6,7, som patienten ville have haft under alle omstændigheder, hvis skaden ikke var sket jf. afgørelsen af 20. november 2020. Da patienten var medlem af Sygeforsikringen ”danmark”, ville patienten kunne have opnået et tilskud på 3.800 kr. Fradraget reduceres derfor med dette beløb, og fradraget udgør herefter 10.200 kr.

Tryg fandt videre, at Sygeforsikringen ”danmark” dækker forud for Tanderstatningen. Tilskud vedrørende den skadesudbedrende trækkes derfor fra erstatningen, da patienten ellers bliver overkompenseret. Patienten har oplyst, at hun er medlem af Sygeforsikringen ”danmark”, og der fratrækkes derfor 11.705 kr. Erstatningen udgør derefter 22.352,51 kr.

Tryg fandt desuden, at der ikke med overvejende sandsynlighed findes årsagssammen-hæng mellem betændelse ved tænderne -6,7 og ændring i syn. Der kan derfor ikke dækkes for køb af briller eller evt. synsprøver.

Tryg fandt videre, at det står i patientens anmeldelse, at hun som følge af behandlings-skaden ikke har haft andre udgifter i forbindelse med skaden (transport- og medicin-udgifter), ligesom patienten ikke har lidt et indkomsttab.

Tryg fandt endvidere, at patienten i mail af 1. december 2020 har oplyst, at hun har levet med store smerter fra betændte tænder, hvilket har gjort hende syg.

På baggrund af det foreliggende fandt Tryg, at det ikke er tilstrækkelig dokumenteret, at patienten midlertidigt har været helt eller delvist sygemeldt som følge af behandlings-skaden, eller at patienten har været undergiver en vis form for helbredende behandling af skaden. Patienten er således ikke berettiget til godtgørelse for svie og smerte.

I øvrigt fandt Tryg, at patienten ikke var berettiget til yderligere erstatning og/eller godtgørelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 18. december 2020 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder ikke, at der kan tilkendes godtgørelse for svie og smerte, da Deres efterfølgende smerter ikke hovedsageligt skyldes den anerkendte skade. I den forbindelse har nævnet lagt vægt på, at der er tale om et komplekst billede med flere involverede tænder, og at der går uger/ måneder mellem Deres tandlægebesøg.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om erstatningens størrelse og omfang.

 

På baggrund af Højesterets dom af 4. december 2020 hjemviser nævnet dog sagen til Tryg for så vidt angår forfaldstidspunktet (forrentningsperiode). Tryg skal derfor foretage fornyet vurdering af forfaldstidspunktet i denne afgørelse.

 

I øvrigt bemærkes det, at det fremgår af Trygs brev af 25. februar 2021, at de vil træffe afgørelse om Deres eventuelle udgifter til transport. Nævnet har derfor ikke forholdt sig hertil.