4673/21

Beskrivelse:

Tandreguleringsbehandling og efterfølgende tab af knogle og tandkød. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 24-årig mand, der den 20. januar 2015 fik taget røntgen i forbindelse med et længere tandreguleringsforløb. I den forbindelse blev patienten henvist til et kirurgisk forløb på hospitalet, hvor der i juli 2015 blev foretaget en kirurgisk regulering af overkæben. Den efterfølgende tandreguleringsbehandling blev foretaget hos den behandlende tandlæge, hvor patienten var til kontrol den 28. september, den 2. november og den 2. december 2015. Ifølge journalen fra egen tandlæge blev der den 18. december 2015 registreret lokal betændelse i området mellem tænderne +2 og +3, hvilket blev behandlet med oprensning. Den 13. januar 2016 blev det faste tandreguleringsapparat fjernet af den behandlende tandlæge, og der blev pålimet retentionstråde fra tanden 3+ til tanden +3. Den 13. januar 2016 blev der taget panoramarøntgen samt kliniske fotos. Efterfølgende var patienten til kontrol den 8. marts, den 5. juli og 22. december 2016. Ved undersøgelse hos egen tandlæge den 25. januar 2017 blev der registreret fordybede tandkødslommer og irritation i tandkødet mellem tænderne. Den 11. juli 2017 var patienten igen til kontrol hos den behandlende tandlæge, hvor det blev noteret, at patienten var tilfreds med resultatet. I den forbindelse blev patienten blev anbefalet at få retentionstrådene vedligeholdt resten af livet, hvorefter patienten blev afsluttet. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge, hvor der den 7. marts 2018 blev konstateret tab af tandbærende knogle mellem tænderne +2 og +3, og tanden +3 blev tandrodsrenset. Den 7. juni 2018 blev det noteret, at tandkødet var bedret, og det blev planlagt, at der skulle foretages kirurgisk oprensning mellem tænderne +2 og +3. Desuden skulle tanden +3 behandles for caries. Tanden +3 blev derfor erenboret og behandlet med en plastfyldning den 12. juli 2018. Desuden blev der fjernet betændelsesvæv samt et delvist løsnet stykke knogle mellem tænderne +2 og +3 ved et operativt indgreb. Efterfølgende blev tanden +3 tandrodsrenset den 21. marts og igen den 9. oktober 2019. I den forbindelse blev det begge gange noteret, at patientens mundhygiejne var utilstrækkelig. Ifølge journalen fra den 30. juni 2020 var mundhygiejnen tilstrækkelig, men der var derfor fortsat en fordybet tandkødslomme på 5 mm ved tanden +3, som derfor blev tandrodsrenset på ny.

Patienten søger nu om erstatning for mellemrum mellem tænderne +2 og +3, som kunne være undgået, hvis knoglestykket var blevet opdaget tidligere.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. marts 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos den behandlende tandlæge.

Tryg fandt, at patienten har gennemgået en omfattende tandregulering hos tandlægen og en kirurgisk korrektion af overkæben på et hospital i perioden fra 2014 til 2015. Herudover er patienten tillige behandlet af sin almene tandlæge i december 2015 og januar 2017. I den forbindelse gøres der opmærksom på, at afgørelsen alene vedrører behandlingen hos den behandlende tandlæge, som patienten har anmeldt.

Tryg fandt videre, at der er sket en lokal afstødning af knogle i området +2 og +3, som blev konstateret og fjernet hos ny tandlæge den 12. juli 2018.

Tryg fandt herefter, at røntgen optaget den 20. januar 2015 viser sund knogle uden lokal afstødning af knogle og uden tegn på betændelse eller nedbrudt knogle. Derudover viser panoramarøntgen dateret 13. januar 2016 og 26. februar 2018 også sunde forhold. Yderligere viser et klinisk foto optaget den 13. januar 2016 ingen tegn på betændelse mellem tænderne +2 og +3. Dertil kommer, at intet i journaloplysningerne i perioden fra 20. januar 2015 til 11. juli 2017 tyder på betændelse mellem tænderne +2 og +3.

Tryg fandt derfor, at der på det foreliggende grundlag ikke er nogen tydelig forklaring på lidelsens udvikling i perioden 2015 til 2018, men den mest sandsynlige årsag er, at et lokalt område i knoglen langsomt er henfaldet, og dermed først er blevet tydeligt og kirurgisk behandlingskrævende i 2018.

Tryg fandt også, at en tandreguleringsbehandling med overvejende sandsynlighed ikke vil kunne påvirke vævet i et omfang, der fører til lokalt henfald af knogle.

Tryg fandt på den baggrund, at intet tyder på, at tandreguleringen hos tandlægen har medført en lokal irritation i vævet mellem tænderne +2 og +3, eller at behandlingen med kirurgisk oprensning den 12. juli 2018 kunne eller burde være udført på et tidligere tidspunkt af tandlægen.

Tryg fandt herefter, at der ikke foreligger dokumentation for, at tabet af knogle og tandkød mellem tænderne +2 og +3 kunne være undgået ved anden eller tidligere behandling hos tandlægen. Der er dermed ikke sket en behandlingsskade, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tryg fandt dog, at hvis Patienterstatningen også har afvist patientens krav om erstatning i forhold til behandlingen på hospitalet, kan patienten sende

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 9. marts 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at den udførte tandregulerings-behandling er årsagen til, at der efterfølgende opstod tab af knogle og tandkød mellem tænderne +2 og +3.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.