Skip to content

4814/21

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Aftagelig protetik - Helprotese

Beskrivelse:

Protesebehandlinger og cyste. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Protesebehandlinger og cyste. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 75-årig mand, der henvendte sig hos tandlægen første gang den 19. juni 2018. I den forbindelse blev der taget en panoramarøntgen, og det blev noteret, at resttandsættet bestod af 3,2,1+1,2,3,4,7 samt 7,5,4,3,2,1-1,2,3,4,5,6,7. Det blev herefter aftalt at fjerne alle tænderne på nær 3-3. De øvrige tænderne blev derfor fjernet den 2. juli 2018, hvorefter der blev fremstillet proteser til over- og underkæben hos en tekniker. Den 4. september 2018 blev det noteret, at der var lidt gener med proteserne, primært ved tygning. Der blev konstateret et tryksår ved 7-, som herefter blev aflastet. Ifølge journalen fra den 10. december 2018 gnavede protesen lidt i underkæben, hvorfor den blev aflastet. Den 30. januar 2019 blev patienten set igen efter henvisning fra tekniker til rebaseringsaftryk til underkæben. Der blev derfor taget aftryk, og den 1. januar 2019 fik patienten udleveret rebaseringen, som umiddelbart sad fint. Patienten henvendte sig igen den 12. november 2019, da han ønskede rebasering til overkæben. Der fandtes at være indikation for rebasering, hvorfor der blev taget aftryk samme dag. Den 14. november 2019 blev der fundet fin okklusion, hvorfor der kunne færdigmonteres. Ifølge journalen fra den 18. maj 2020 oplyste patienten, at han havde fået konstateret myoser i tyggemusklerne, og der blev instrueret i muskeløvelser. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge, og den 24. september 2020 blev patienten henvist til en kæbekirurg på grund af vedvarende smerter i begge sider af overkæben. Kæbekirurgen konstaterede den 26. oktober 2020, at der var en efterladt tandrod ved 6+ og en lille tandstump ved +6 samt en cyste fortil i ganen. Patienten blev derfor henvist til et hospital, som fjernede cysten og roddelene.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling samt godtgørelse for varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 8. september 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgenbillede af den 19. juni 2018 viser, at tænderne 6+6 ved henvendelse til tandlæge var fjernet. Det fremgår videre af røntgenbillede, at der ved 6+ var efterladt lidt materiale og ved +6 efterladt roddel. Patienten fik herefter fremstillet en over- og underkæbeprotese hos tandlægen.

Tryg fandt videre, at patienten henvendte sig med smerter og blev instrueret i muskeløvelser, og proteserne blev justeret. Herefter blev der ved en specialist fundet roddele ved tanden +6, og der blev fundet en cyste fortil i ganen.

Tryg fandt herefter, at der ikke er sket en behandlerpåført skade som følge af behandlingen hos tandlægen, idet tænderne 6+ samt +6 var fjernet, inden patienten henvendte sig hertil, og der alene her blev foretaget behandling med protese.

Hertil bemærkes det, at en cyste fortil i ganen ikke er en behandlerpåført skade, men grundlidelse.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 8. september 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at den udførte protesebehandling har været udført bedst muligt under de givne omstændigheder.

 

Nævnet finder videre, at cysten ikke har kunnet diagnosticeres og behandles på et tidligere tidspunkt, da cysten ikke var synlig for tandlægen, idet den var lokaliseret forrest i ganen og uden for tandlægens arbejdsfelt. I den forbindelse findes det overvejende sandsynligt, at cysten er årsagen til dine smerter. Smerterne er således en følge af grundlidelsen, en cyste og ikke den udførte behandling eller mangel på samme.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.