Skip to content

4823/21

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling og tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Rodbehandling og tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 62-årig mand, der den 3. april 2014 var til undersøgelse. I den forbindelse blev det konstateret, at broen regio -4,5,6 var løs, og der var dyb caries i tænderne -4 og -6. Desuden var tandkødet vokset ind over tanden -6, hvilket blev fjernet. Der blev herefter indledt rodbehandling af tænderne -4 og -6, og i den forbindelse blev det taget røntgen. Den 7. april 2014 blev rodbehandlingerne afsluttet med rodfyldninger og kontrolrøntgen. Tænderne -4 og -6 blev herefter behandlet med stift og plastiske opbygninger den 6. maj 2014, hvor der tillige blev præpareret til bro. Den 20. maj 2014 blev der cementeret en bro regio -4,5,6. Patienten henvendte sig den 6. februar 2020 på grund af gener fra hævet tandkød i venstre underkæbe. Det blev vurderet, at der ikke var tydelig tegn på, at broen var løs, og der blev taget røntgen, som fandtes at vise sunde forhold. Der blev herefter renset grundigt ved tænderne, og det blev vurderet, at generne skyldtes fødenedbidning. Patienten henvendte sig igen den 26. juni 2020 på grund af hævelse ved tanden -6. Der blev igen taget røntgen, som ikke fandtes at vise tegn på sygdom. Desuden blev det klinisk fundet, at der var ingen knogle facialt ved tanden. Den 1. juli 2020 henvendte patienten sig telefonisk og oplyste, at han stadig var meget hævet i regio -6. Patienten blev derfor anbefalet at få tanden -6 fjernet, hvilket han accepterede. Ved undersøgelse den 2. juli 2020 blev det noteret, at der slet ingen knogle var facialt på tanden. Røntgen fandtes stadig at vise ingen tydelige tegn på, hvorfor der var betændelse. Der blev herefter anlagt bedøvelse, og tanden blev fjernet efter deling. Ved telefonisk henvendelse til patienten den 27. juli 2020 blev det aftalt at lave to implantater i stedet til erstatning af tænderne -5,6. Ifølge journalen fra den 8. april 2021 havde patientens egen forsikring afvist at dække udgifterne hertil, da de mente, at tanden -6 var fejlbehandlet på grund af for lang rodfyldning.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til to implantater regio -5,6.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. september 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en erstatningsberettigende skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at konsultationen ikke er foregået den 3. april 2014, men den 2. april 2014, da der er optaget røntgen denne dag. Desuden blev der ved konsultation den 2. april 2014 konstateret et stort caries i tanden -6 til tandkødsniveau. Tandkødet var vokset henover.

Tryg fandt herefter, at tanden -6 ses på røntgenbilledet d. 2. april 2014 med så stort cariesdestruktion, at den ikke var bevaringsværdig. Dette vurderes ud fra, at der med overvejende sandsynlighed er så udtalt caries, at der har været caries ved kanalindgang-ene, hvilket forhindrer, at rodbehandlingen lykkes.

Denne vurdering forstærkes af det forhold, at der var indvækst af tandkødet over tanden, hvilket tyder på, at caries har været til stede længe, hvilket øger risikoen for, at caries har spredt sig til kanalindgangene.

Tryg fandt derudover, at det ikke var muligt at lave en restaurering med et 2 millimeter ringgreb, da det ville inddrage det fremadvendende rodforgreningssted.

Tryg fandt således, at tanden -6 var tabt allerede 2. april 2014, og det er således ikke rodbehandling og broarbejde, der er årsag til tab af tanden -6. Der er derfor alene tale om et økonomisk tab, hvilket ikke er dækket af loven.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for tidligere rodbehandling og brobehandling samt konsultationer i forbindelse hermed er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 21. september 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at røntgenbillede fra 2. april 2014 viser, at tanden -6 allerede på daværende tidspunkt var en stærk svækket tand med en tvivlsom prognose på grund af omfattende caries. Tanden -6 mistes derfor som følge af grundlidelsen, omfattende caries og ikke som følge af den udførte rodbehandling og/eller brobehandling. Det forhold, at der alligevel blev udført en behandling, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.