Skip to content

4869/22

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende behov for fjernelse af fil. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende behov for fjernelse af fil. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 72-årig mand, der henvendte sig til tandlægen den 11. april 2018 på grund af smerter fra tanden -7. Det blev noteret, at der en revne i tanden, og tanden blev derfor behandlet med en midlertidig fyldning. Patienten blev desuden informeret om, at rodbehandling kunne blive nødvendig. Den 13. april 2018 blev det noteret, at patienten havde haft konstante smerter fra området siden sidst, og der blev derfor indledt rodbehandling af tanden samme dag. I den forbindelse knækkede en fil i tandens forreste rod, som ikke kunne fjernes. Ifølge journalen blev det forsøgt den 28. august 2018 og igen den 11. september 2018 at fjerne filen, men uden held. Den 27. september 2018 blev det noteret, at der fortsat var smerter fra tanden, og patienten blev derfor henvist til en specialist for fjernelse af den knækkede rodfil. Ifølge journalen fra den 30. oktober 2018 ønskede patienten at afvente behandling i håb om, at symptomerne ville gå i sig selv. Den 4. april 2019 havde patienten ingen smerter fra tanden, men følte ømhed fra området ved hårdt sammenbid samt børstning af tænderne med el-børste. Det blev desuden noteret, at patienten ønskede at observere tilstanden og ønskede fjernelse af tanden, hvis symptomerne tiltog. Røntgen fandtes at vise rodspidsbetændelse ved tanden. Ifølge journalen fra den 20. september 2021 fandtes røntgen at vise rodspidsbetændelse ved tanden, og patienten blev informeret om, at enten skulle rodbehandlingen laves om, eller der skulle foretages kirurgisk rodbehandling af tanden. Den 20. oktober 2021 blev rodfilen fjernet ved en fornyet rodbehandling ?

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 24. januar 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Trug fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at de fremsendte røntgenbilleder dokumenterede, at der var et knækket rodinstrument i tanden -7’s forreste rod. Desuden viste røntgen fra den 9. juli 2019, at der var en diskret rodspidsbetændelse på tanden, og røntgen af den 20. september 2021 viste, at rodfyldningerne i tanden -7 ikke var tætte, homogene eller ført til rodspidserne. Endvidere ses rodspidsbetændelse på begge af tanden -7’s rødder, der er sammensmeltet.

Tryg fandt derfor, at der skal gøres et forsøg på fjernelse af det afknækkede rodinstrument i tanden -7. Det er muligt, at dette skal foregå hos en rodbehandlings-specialist, da egen tandlæge tidligere forgæves har forsøgt fjernelse.

Tryg fandt dermed, at den knækkede rodfil med overvejende sandsynlighed kan fjernes, hvorefter tanden -7 kan rodbehandles under samme forudsætninger som tidligere.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Såfremt rodinstrumentet ikke kan fjernes i tanden -7, kan der søges om genoptagelse med henblik på dækning af udgifterne til kirurgisk rodbehandling af tanden -7 i en periode på 10 år fra skadedatoen den 13. april 2018.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer derfor Trygs afgørelse af 24. januar 2022, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at den i 2018 knækkede rodfil er årsag til, at rodkanalen ikke kunne renses bedst muligt i 2018. Hvis rodkanalen havde været renset bedst muligt, er det overvejende sandsynligt, at der ikke var opstået rodspidsbetændelse i 2021.

 

Nævnet finder derfor, at der kan tilkendes erstatning for udgifterne til fjernelse af filen.