Skip to content

4956/22

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Rod- og kronebehandling og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Rod- og kronebehandling og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 30-årig kvinde, der den 23. december 2008 fik taget røntgen af tanden +6, som fandtes at vise rodspidsbetændelse. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden samme dag. Den 8. januar 2009 blev rodbehandlingen fortsat, hvorefter tanden blev rodfyldt den 13. januar 2009. Tanden blev herefter behandlet med en plastfyldning den 20. februar 2009. Den 10. maj 2017 blev der taget røntgen af tanden +6, hvorefter tanden blev præpareret til krone. Kronen blev herefter cementeret på tanden den 29. maj 2017, hvorefter der blev taget kontrolrøntgen. Efterfølgende blev der flere gange registreret blødende tandkød, ligesom patienten flere gange blev anbefalet bedre renhold. Ved undersøgelse den 11. oktober 2021 blev der registreret tandkøds-lommer på op til 8 mm ved tanden, hvorfor der blev udført tandrodsrensning. Patienten henvendte sig igen den 26. oktober 2021 på grund af tabt krone på tanden. Det blev konstateret, at plastfyldningen under kronen var løs, og der var caries i tanden samt på tandroden. Det blev derfor vurderet, at tanden ikke var bevaringsværdig og kronen blev recementeret midlertidig.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 24. maj 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at gøre tanden +6 klar til krone den 10. maj 2017, da denne tidligere var rodbehandlet samt behandlet med omfattende fyldningsmateriale, hvilket dokumenteres af røntgenbillede fra samme dag. Desuden viser røntgenbillede fra den 29. maj 2017 tanden +6 med en krone.

Tryg fandt videre, at kronen efterfølgende faldt af den 26. oktober 2021, og der blev konstateret løs fyldning under kronen samt caries (hul) i tanden samt nede i roden. Rodbehandlede tænder er oftest sprøde, fordi der fjernes meget tand ved en rodbehandling, hvorfor der kan være en risiko for, at de knækker. Revner/ fraktur er en af de hyppigste årsager til, at en rodbehandlet tand mistes.

Tryg fandt herefter, at årsagen til, at fyldningen under kronen er løsnet, og at der på kort tid opstår både caries (hul) under kronen samt en dyb tandkødslomme ved tanden +6 på 8 mm, skyldes, at tanden med overvejende sandsynlighed er flækket på langs eller har alvorlige revner.

Tryg fandt derfor, at tabet af tanden +6 er en hændelig om end beklagelig følge til tandens i forvejen svage tilstand som følge af rodbehandlingen og deraf svækket resttandsubstans. Det vil sige, at det ikke er tandlægens behandling eller mangel på samme, som har forårsaget tab af krone.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 24. maj 2022 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at tanden +6 mistes som følge af grundlidelsen i form af rodspidsbetændelse og den nødvendige behandling heraf.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.