Skip to content

4963/22

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Knækket rodfil og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 60-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægen den 26. oktober 2021 på grund af smerter i venstre side af underkæben. Der blev taget røntgenbillede af tanden -7, som fandtes at vise rodspidsbetændelse ved tandens bagerste rod. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden samme dag, og i forbindelse med udrensningen knækkede der en rodfil i den forreste rod på tanden -7. Rodbehandlingen blev fortsat den 27. oktober 2021, hvor rodkanalerne blev skyllet med desinficerende væske. Patienten henvendte sig herefter til en ny tandlæge den 25. januar 2022 for færdiggørelse af rodbehandlingen. I den forbindelse blev det noteret, at der var en revne i tandens bagerste flade. Tanden blev derfor trukket ud den 3. februar 2022.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 4. maj 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at indlede rodbehandling af tanden

-7 den 26. oktober 2021, fordi der var rodspidsbetændelse ved tanden, hvilket dokumenteres af røntgenbilledet fra samme dato. Desuden knækkede der en rodfil i tandens forreste rod i forbindelse med rodbehandlingen, hvilket ligeledes dokumenteres af røntgenbilledet fra den 26. oktober 2021.

Tryg fandt videre, at en knækket rodfil ikke i sig selv er en skade i lovens forstand. Dette kræver, at den knækkede rodfil medfører negative konsekvenser for tanden, som for eksempel vedvarende rodspidsbetændelse.

Tryg fandt herefter, at patienten ikke er blevet påført en skade i form af tab af tanden -7 som følge af tandlægens behandling. I den forbindelse dokumenterer journalnotat af 25. januar 2022, at der blev konstateret en revne i tandens bagudvendende rod, hvilket kunne ses med operationsmikroskop.

Tryg fandt derfor, at tanden -7 ikke mistes som følge af den knækkede rodfil, men mistes som følge af tandens grundlidelse, herunder revnen i tanden. Patientens grundlidelse beskriver forhold ved patienten eller tanden selv, som ikke skyldes den anmeldte behandling.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 4. maj 2022 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at tanden -7 mistes som følge af grundlidelsen, revnedannelse og ikke som følge af den knækkede rodfil. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det den 25. januar 2022 under mikroskop blev konstateret, at tandens bagudvendende rod havde en revne, og at tanden havde en dårlig prognose. Nævnet finder, at det er en følge heraf, at tanden ikke kunne bevares.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.