Skip to content

5007/22

Skadetype: Bidfunktionsgener - Muskler og ledgener
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Andet - Tandregulering

Beskrivelse:

Tandreguleringsbehandling og efterfølgende gener samt behov for behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Tandreguleringsbehandling og efterfølgende gener samt behov for behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 22-årig kvinde, der ved undersøgelse den 6. februar 2012 fik konstateret, at der var tandstillingsfejl i form af overbid med tilbagestående underkæbe. I den forbindelse blev der optaget journal, inkl. billeddokumentation, og det blev noteret, at der var grundlag for at tilbyde patienten en tandreguleringsbehandling. Der blev derfor i perioden fra den 17. april 2012 til den 1. april 2014 foretaget tandreguleringsbehandling med fast bøjle i begge tandbuer uden notater om symptomer fra kæbeled eller tyggemuskler. Efterfølgende var patienten til kontrol den 7. august 2014, den 16. januar 2015, den 7. august 2015 og den 1. februar 2016. Ved ingen af kontrollerne blev der oplyst om symptomer fra kæbeled eller tyggemuskler, og patienten blev afsluttet hos specialtandlægen. Den 29. marts 2016, den 28. juni 2017 og den 26. oktober 2018 var patienten til opfølgende kontroller hos tandplejen, og der blev ikke noteret om symptomer fra kæbeled eller tyggemuskler. Patienten overgik herefter til den almindelige private tandpleje, og ved undersøgelse den 23. november 2021 oplyste patienten, at hun havde haft symptomer fra kæbeled og tyggemuskler, siden bøjlen blev fjernet i 2014. Efter henvisning blev patienten undersøgt på kæbekirurgisk afdeling den 11. januar 2022. I den forbindelse oplyste patienten, at hun oplevede daglige smerter fra kæbeled i højre og venstre side samt havde migræneanfald to til tre gange om ugen. Patienten blev anbefalet behandling med en bidskinne, da der var mistanke om, at symptomerne havde årsag i dorsal tvangsføring af underkæben. Den 9. februar 2022 fik patienten udleveret en bidskinne af den nye tandlæge, og det blev aftalt, at behandlingen skulle kontrolleres efter 3-6 måneder.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling samt for sine gener som følge af behandlingen.

1. instans afgørelse:

I brev af 29. juni 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandplejen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at indlede en tandregulerings-behandling i perioden fra den 17. april 2012 til den 1. april 2014, da der var en tandstillingsfejl med en markant tilbagestående underkæbe. Dette dokumenteres af journalnotat af 6. februar 2021.

Tryg fandt videre, at det er en normal og anerkendt procedure at foretage denne behandling i 11-15 års-alderen, da det er herved, at der kan opnås den mest forudsigelige og gunstige påvirkning af underkæbens position grundet den generelle vækst og udvikling, der sker med underkæben i denne alder.

Tryg fandt herefter, at der ikke med overvejende sandsynlighed er en tidsmæssig sammenhæng mellem tandreguleringsbehandlingen og patientens symptomer fra kæbeled og tyggemuskler. I den forbindelse fandt Tryg, at der i tiden efter tandreguleringsbehandlingen ikke er oplyst om symptomer ved nogen af patientens efterkontroller hos tandplejen. Desuden oplyste patienten først om symptomer den 23. november 2021, mere end 7 år efter at bøjlebehandlingen blev afsluttet.

Tryg fandt videre, at en tandstilling er dynamisk og vil for mange ændre sig med tiden også efter 18-års-alderen. Derfor oplever nogle, at tandstillingen kan udvikle sig på en ugunstig måde, så tandreguleringsbehandling senere i livet kan være nødvendig.

Tryg fandt derfor, at der er overvejende sandsynligt, at patientens symptomer har årsag i en udvikling af patientens grundlidelse, hvilket dermed ikke har årsag i behandlingen hos tandplejen.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandplejen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 29. juni 2022 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at den udførte tandregulerings-behandling er årsagen til dine gener og nuværende behandlingsbehov. Det findes derimod overvejende sandsynligt, at årsagen skyldes den fortsatte vækst af kæben.

 

I øvrigt finder Nævnet, at der var indikation for at foretage tandreguleringsbehandlingen, da du var 13 år.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.