Skip to content

5009/22

Skadetype: Nerveskade - N.Buccalis
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Kirurgisk rodbehandling

Beskrivelse:

Kirurgisk rodbehandling med efterfølgende nerveskade til følge. Godtgørelse for varigt mén. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Kirurgisk rodbehandling med efterfølgende nerveskade til følge. Godtgørelse for varigt mén. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 55-årig kvinde, der efter henvisning fik udført en kirurgisk rodbehandling af tanden -6 hos tandlægen den 20. december 2018. Der blev taget røntgen og noteret, at der var en tæt kontakt mellem nerven og tanden. Den 21. december 2018 oplyste patienten telefonisk, at hun ikke havde føleforstyrrelser, men at der var hævelse og ømhed. Ved kontrol den 27. december 2019 oplyste patienten, at der var opstået føleforstyrrelser. Den 9. januar 2020 blev det noteret, at patienten oplevede føleforstyrrelser i venstre side af underkæben. Der blev taget røntgen samt noteret, at patienten oplevede, at tænderne havde flyttet sig, og at biddet var forkert. Efterfølgende var patienten til en bidfunktionel undersøgelse den 13. april 2021, hvor det blev noteret, at der tidligere var foretaget beslibninger af tænderne.

Patienten søger nu om erstatning for afholdte udgifter samt godtgørelse for varigt mén.

I brev af 30. september 2021 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af nerveskade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgen dateret den 12. december 2018 dokumenterer rodspidsbetændelse på tanden -6. Røntgen dateret den 18. december 2018 dokumenterer, at der blev fjernet knogle ved den mesiale rodspids på tanden -6. Et instrument ses placeret på en sådan måde, at spidsen af instrumentet er på niveau med underkæbens nervekanal.

Tryg fandt derfor, at årsagen til føleforstyrrelserne med overvejende sandsynlighed skyldes, at der ikke er afholdt den fornødne sikkerhedsafstand på mindst 2 mm til de vitale nabostrukturer i forbindelse med indgrebet.

Tryg fandt dermed, at behandling ved den erfarne specialist havde indebåret, at sikkerhedsafstanden var overholdt, hvorved nerveskaden med overvejende sandsynlighed havde været undgået.

Patienten har derfor ret til erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

For så vidt angår, at patienten føler, at hendes bid har ændret sig, fandt Tryg, at dette har årsag i andet end den udførte kirurgiske rodbehandling. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning som følge af dette.

1. instans afgørelse:

I brev af 4. august 2022 traf Tryg afgørelse om, at patienten er berettiget til 41.822 kr. i erstatning.

Tryg fandt, at patienten som følge af behandlingsskaden har et varigt mén på 5% jf. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende méntabel punkt A.1.4.

Tryg fandt i den forbindelse, at det fremgår af den indhentede neurosensoriske erklæring, at der er subjektive gener i form af konstant delvist mistet følesans i venstre side af kind på inder- og yderside. Yderligere nedsat følesans på det kindvendende tandkød i venstre side af underkæben. Patienten oplever konstante sovende, dødhed, irritation og fortsatte bedøvede fornemmelser samt smerter ved hårdt sammenbid i venstre side. Patienten oplyser at have en delvist mistet smagssans og gener ved spisning og tale. Objektivt er der konstateret føleforstyrrelser i form af nedsat følesans i venstre side svarende til skade på kindens nerve i venstre side (n.buccalis).

Tryg fandt herefter, at patienten efter aldersreduktion er berettiget til 41.822 kr. i godtgørelse for varigt mén.

I øvrigt fandt Tryg, at patienten ikke er berettiget til yderligere erstatning/godtgørelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Indledningsvist finder nævnet, at der ikke grundlag for at antage, at den gennemførte behandling ikke er udført bedst muligt. Grundlaget for din ret til erstatning er derfor ikke § 20, stk. 1, nr. 1 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, men § 20, stk. 1, nr. 4, idet skaden må anses at gå ud over, hvad du med rimelighed må tåle ved en sådan behandling. Ændringen i begrundelsen har ingen betydning for erstatningen.

 

Tandskadeankenævnet stadfæster herefter Trygs afgørelse af 4. august 2022 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vejledende méntabel punkt A.1.4.1. vurderes væsentlige føleforstyrrelser ved nerveskader som den foreliggende til 5-10% mén. Med udgangspunkt i den neurosensoriske undersøgelse er nævnet enig med Tryg i, at méngraden skal fastsættes til 5%. De øvrige ubehagssymptomer er ikke af en sådan karakter eller omfang, at der er grundlag for at fravige dette udgangspunkt.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at godtgørelsen for varigt mén fastsættes til 5%.

 

For en god ordens skyld bemærkes det, at Tryg oprindeligt anerkendte en skade på underkæbens følenerve, men at skaden er sket på kindens nerve i venstre side, som Tryg korrekt har anført i afgørelsen af 4. august 2022.