Skip to content

4960/22

Skadetype: Skade på rod
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Bro

Beskrivelse:

Brobehandling og efterfølgende rodfraktur af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Brobehandling og efterfølgende rodfraktur af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 85-årig kvinde, der fik fremstillet en 5-leddet bro i regio 8,7,6,5,4,- hos en tidligere tandlæge den 16. november 2011. Den 23. juli 2018 henvendte patienten sig akut til den behandlende tandlæge, da hun havde tabt metalkeramikkronen på tanden 1+ samt den tilhørende stift. Det blev noteret, at der ikke var ordentlig kanttilslutning på kronetanden 1+, hvorefter kronen blev cementeret midlertidig. Desuden blev det aftalt, at der skulle laves en ny krone på tanden. Der blev derfor præpareret til en ny krone på tanden 1+ den 6. august 2018, og der blev taget aftryk af over- og underkæben. I den forbindelse blev det noteret, at broen i regio 8,7,6,5,4- faldt af under aftrykstagningen i underkæben. Broen blev herefter renset og recementeret. Den 16. august 2018 blev kronen cementeret på tanden 1+. Ved kontrol af broen regio 8,7,6,5,4- den 12. august 2021 blev det noteret, at patienten ikke havde gener fra området. Patienten henvendte sig igen den 28. september 2021, da hun havde en fornemmelse af, at broen var begyndt at bevæge sig. Den 22. september 2021 var patienten til undersøgelse hos den tidligere tandlæge, hvor det blev noteret, at tanden 4- skulle fjernes og erstattes med implantater og ny bro.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. februar 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at broen ved området for tænderne 8,7,6,5,4- løsnede sig den 6. august 2018 grundet aftrykstagning i underkæben. Herefter blev den renset samt påmonteret, og der er ikke journaliseret problemer med broen i 3 år. Den 16. juni 2021 diagnosticerede tandlægen en rodfraktur på tanden 4-.

Tryg fandt herefter, at patienten ikke er blevet påført en skade i forbindelse med aftrykstagning hos tandlægen.

Tryg fandt videre, at tanden 4- havde en stor tyggebelastning, fordi den var én af bropillerne til broen, og tanden var rodbehandlet samt forsynet med en stor støbt opbygning. Hvilket røntgenbillede af 7. oktober 2015 dokumenterer. Af den grund var tanden svækket på grund af tandens grundlidelse.

Tryg fandt derfor, at det forhold, at broen ved området for tænderne 8,7,6,5,4- løsnede sig, da der blev taget et aftryk i patientens underkæbe, ikke med overvejende sandsynlighed har forårsaget en rodfraktur på tanden 4-. Såfremt der var sket en rodfraktur af tanden 4- i forbindelse med aftrykstagningen i underkæben, ville patienten ikke have været symptomfri fra området i 3 år, men derimod haft symptomer fra området med betændelse, hævelse samt smerter.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 21. februar 2022 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at behandlingen i 2018 er årsag til, at der efterfølgende blev konstateret en rodfraktur af tanden 4-, idet du ikke havde symptomer fra tanden i 3 år. En rodfraktur vil medføre udtalte smerter omgående. Tanden 4- mistes derfor ikke med overvejende sandsynlighed som følge af den udførte aftrykstagning i 2018.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.