Skip to content

4997/22

Skadetype: Skade på krone
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Kronebehandling og efterfølgende behov for behandling af tanden. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Kronebehandling og efterfølgende behov for behandling af tanden. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 83-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægen den 17. november 2020, da tanden +6 var knækket forbindelse med indtagelse af et måltid. Der blev derfor taget røntgen af tanden, som fandtes at vise en sølvfyldning og en infraktion i tanden. Tanden blev herefter præpareret til krone den 8. februar 2021, og den 23. februar 2021 blev der cementeret en guldkrone på tanden. Patienten henvendte sig igen den 2. juli 2021 på grund af en tandbyld i ganen ud for tanden +6. Det blev noteret, at tanden var øm ved trykpåvirkning, samt at den var lidt løs. Der blev igen taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse på tandens ganevendende rod. Tanden blev derfor rodbehandlet den 20. juli 2021 med efterfølgende aflukning med en plastfyldning. Ved undersøgelse den 23. september 2021 blev det noteret, at patienten fortsat havde smerter i tanden. Den 4. oktober 2021 henvendte patienten sig til en ny tandlæge med henblik på en second opinion af tanden +6. Det blev noteret, at patienten havde smerter, og at der var betændelse fra den ganevendende tandkødslomme ved tanden. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise tab af tandbærende knogle ved den bagudvendende flade på tanden samt mellem tandens rødder. Der blev herefter lavet en tandrodsrensning af tanden. Patienten henvendte sig igen den 19. januar 2022 med smerter fra tanden. Der blev derfor taget røntgen, som fandtes at vise rodspids-betændelse i tanden samt tab af tandbærende knogle svarende til halvdelen af rodens længde på tandens bagudvendende flade. Den 4. februar 2022 blev der foretaget en CBCT-scanning, som fandtes at vise rodspidsbetændelse på tandens to kindvendende rodspidser samt tab af tandbærende knogle svarende til ca. 1/3 af tandens rodlængde.

Patienten søger nu om erstatning for de afholdte udgifter.

1. instans afgørelse:

I brev af 10. august 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at kronebehandle tanden +6 den 23. februar 2021, fordi patienten havde knækket tanden, og der var en brudlinie (infraktion) i tanden, hvilket dokumenteres af røntgenbillede fra den 17. november 2020.

Tryg fandt videre, at tanden +6 vurderes at være bevaringsværdig ud fra røntgenbilledet fra den 17. november 2020, og der ses ingen tegn på rodspidsbetændelse ved tanden. Patienten fik herefter rodbehandlet tanden +6 gennem guldkronen den 20. juli 2021, fordi der var rodspidsbetændelse ved tanden, hvilket dokumenteres af røntgenbilledet fra den 2. juli 2021.

Tryg fandt herefter, at i op til 10% af alle rodbehandlede tænder kan der opstå behov for rodbehandling efter kronebehandling. Det forhold, at der opstår rodspidsbetændelse ved tanden +6, og patienten derved får et behov for rodbehandling af tanden gennem guldkronen, er ikke i sig selv grundlag for, at der er sket en erstatningsberettiget skade.

Tryg fandt videre, at røntgenbillede fra den 19. januar 2022 viser tab af den tandbærende knogle svarende til halvdelen af rodens længde på tandens bagudvendende flade. Ligeledes dokumenterer røntgenbeskrivelsen af CBCT-scanning fra den 4. februar 2022, at der konstateres tab af tandbærende knogle svarende til ca. 1/3 af rodlængden.

Tryg fandt derfor, at et eventuelt tab af tanden +6 med overvejende sandsynlighed skyldes tandens grundlidelser, infraktion, tab af tandbærende knogle samt betændelse. Patientens grundlidelse beskriver forhold ved patienten eller tanden selv, som ikke skyldes den anmeldte behandling.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 10. august 2022 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at tanden +6 allerede inden rodbehandlingen i 2021 var en stærk svækket tand med omfattende tab af tandbærende knogle omkring tandens bageste rod. Behovet for behandling af tanden er derfor en følge af grundlidelserne, fraktur og parodontitis og ikke den udførte kronebehandling.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.