Skip to content

5000/22

Skadetype: Skade på krone
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Tandbevarende behandling - Bro

Beskrivelse:

Brobehandling med efterfølgende tab af tand til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Brobehandling med efterfølgende tab af tand til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 68-årig kvinde, der ved undersøgelse den 15. april 2015 klagede over at mangle tænderne 6,5-. Det blev derfor aftalt at lave en bro i regio 7,6,5,4,3-. Den 4. maj 2015 blev der derfor præpareret til bro i regio 7,6,5,4,3-, hvorefter broen blev cementeret den 28. maj 2015. I den forbindelse blev der taget røntgenbillede af broen samt noteret, at kanttilslutningen var i orden på broen uden overskydende cement. Den 6. april 2017 var patienten til undersøgelse hos en anden tandlæge, hvor der blev taget røntgenbilleder. Ved undersøgelse den 28. oktober 2019 blev der konstateret en dårlig kanttilslutning ved kronen på tanden 7-. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise en skygge under tanden 7-’s krone. Den 11. maj 2020 havde patienten tabt broen, og det blev noteret, at der ikke umiddelbart var problemer med bropilletænderne 7,4,3-. Det blev vurderet, at der var tale om cementsvigt, og broen blev derfor recementeret igen. Den 30. marts 2021 blev patienten undersøgt af en ny tandlæge, som konstaterede caries i tanden 7-. I den forbindelse blev der taget røntgen, som fandtes at vise tydeligt caries på den bagerste del af tanden under selve kronen. Ifølge journalen fra den 21. april 2021 var der dyb caries i tanden 7-, og det var ikke muligt at redde tanden. Den 6. december 2021 blev der taget røntgen af broen, som fandtes at vise ”grove” kronekanter. Der planlægges derfor behandling med implantater regio 7,6- samt nye kroner 5-og 3-.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 11. august 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en erstatningsberettigende skade som følge af brobehandlingen fra tanden 7- til tanden 3- hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at montere en 5-leddet bro fra tanden 7- til tanden 3- den 28. maj 2015, fordi patienten manglede tænderne 6- og 5-.

Tryg fandt videre, at røntgenbilledet fra den 6. april 2017 dokumenterer, at der ikke var tætte/glatte overgange mellem tand/rod og kronematerialet på tænderne 7- og 3-. Desuden dokumenterer sammenbidsrøntgen fra den 21. september 2017, at der var caries under kronen på tanden 7-. Af journalmaterialet dateret den 21. april 2021 og den 6. december 2021 fremgår det, at tanden 7- ikke længere kan bevares.

Tryg fandt herefter, at broen i den periode, patienten konsulterede tandlægen og frem til september 2017, kunne være afmonteret, hvorefter der kunne være fremstillet en ny bro med tæt og sikker kanttilslutning på tænderne, uden at det ville have haft en negativ påvirkning af patientens tænder eller have forringet patientens tandstatus. Dette kan imidlertid ikke længere lade sig gøre, da tanden 7- står til at mistes nu.

Det forhold, at der var behov for omgørelse af brobehandlingen, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for brobehandlingen er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

Hvis patienten ønsker en vurdering af, hvorvidt der er sket en skade i forbindelse med diagnosticering af caries i bropilletanden 7-, har patienten mulighed for at indgive en ny anmeldelse til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning med korrekt skadevoldende tandlæge samt skadedato. Tryg vil herefter vurdere, hvorvidt der er sket en skade omfattet af loven.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer derfor Trygs afgørelse af 11. august 2022, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at broen, der er udført i 2015, er fejlkonstrueret, og at der derfor var mangelfuld kanttilslutning ved cementering af tanden. Bedst mulig behandling havde været, at broen var konstrueret, så kanttilslutningen havde været optimal og derved var der ikke opstået caries under broen, og tabet tanden 7- var undgået. Der kan derfor tilkendes erstatning for tab af tanden 7-. Det forhold, at fejlkonstruktionen kunne have været udbedret af en anden tandlæge i 2017, og at der således foreligger konkurrerende skadesårsager, ændrer ikke ved dette.

 

Sagen hjemvises herefter til Tryg med henblik på stillingtagen til erstatningens størrelse og omfang for tanden 7-.

 

For så vidt angår tanden 6- fremgår det, at tanden manglede forud for brobehandlingen, og der kan derfor ikke tilkendes erstatning herfor. Hvis der eventuelt er behov for omlavning af kronerne, finder nævnet, at kronerne kan laves om under samme forudsætninger som forud for de udførte behandlinger. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.