Skip to content

2100-11

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 21. august 2012 ændret Codans afgørelse af 14. oktober 2011

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 63-årig mand, der den 18. december 2010 fik forsynet den rodbehandlet tand +5 med plastkrone, retineret af rodskrue. Den 2. november 2010 konsulterede patienten tandlægen på grund af smerter i venstre side af overkæben. Der blev taget røntgen, som beskrives med rodspidsbetændelse ved rodstift +5, der var symptomfri. Derimod fandtes tanden +7 symptomgivende, og der blev behandlet med tandrodsrensning. Den 3. november 2010 var smerterne aftagende. Den 25. november 2010 blev der atter foretaget tandrodsrensning af tanden +7, og der blev talt om bro fra +3 til +6 på grund af, at +4 og +5 er genopbygget med temporære plast-restaureringer og dubiøs +7. Det noteres, at der ikke skal bruges ressourcer på disse tænder, og at planen er bro i området. Den 2. april 2011 beskrives røntgen af +5 med parietal perforation med stiften, og den 4. maj 2011 blev der udskrevet et behandlings-overslag. Den 5. maj 2011 blev tænderne +4,5 og +7 trukket ud, og den 5. maj 2011 blev der udskrevet endnu et behandlingsforslag.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. oktober 2011 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at røntgen viser, at der ved isætning af rodstift i +5 er opstået parietal perforation. Perforationen er beliggende på overgangen mellem midterste og nederste trejdedel af roden på rodens distale flade.

Codan fandt i den forbindelse, at en perforation med denne beliggenhed normalt kan behandles med kirurgisk aflukning med god prognose.

Codan fandt endvidere, at da tanden +5 er planlagt trukket ud af anden årsag end den parietale perforation, får den parietale perforation ikke betydning for patientens endelige behandlingsbehov, da dette ikke er ændret/ forøget som følge af den parietale perfora-tion. Dermed er der ikke sket en erstatningsberettigende skade omfattet af loven.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at tanden +5 mistes som følge af den parietale perforation, da tanden med overvejende sandsynlighed ikke kunne være reddet ved en operation. Der kan derfor ydes erstatning for udgifterne til implantat regio +5 med fradrag for opbygning og krone, som tanden skulle have haft for at kunne bevares på længere sigt. Patientforsikringen dækker kun udgifter, der er en følge af skaden og derfor ikke udgifter, der skulle have været afholdt under alle omstændigheder. Behandlings-overslag af 4. maj 2011 kan godkendes og fradraget fastsættes til i alt 6.104 kr. Regning efter endt behandling skal fremsendes til Codan med henblik på udbetaling af erstatning.

Nævnet finder således, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.