Skip to content

2339-12

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Forsinket diagnostik af caries. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Forsinket diagnostik af caries. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 25-årig mand, der regelmæssigt har konsulteret den samme tandlæge i perioden 1989 til 2011. Patienten har i perioden haft en høj caries-aktivitet med behov for adskillige behandlinger med fyldninger, bl.a. blev tanden 5+ behandlet for caries første gang den 28. februar 2003. I maj 2008 knækkede tanden 5+, hvorfor den blev repareret med en plastisk fyldning. I august 2009 var tanden 5+ knækket igen, og den blev atter repareret med plast. Af journalen fremgår det, at tanden eventuelt skulle rodbehandles og forsynes med en stift. I januar 2010 knækkede tanden 5+ igen, og i februar 2010 er det noteret i journalen, at patienten ønskede at vente med yderligere behandling. Patienten skiftede tandlæge i maj 2011, hvor der blev konstateret et omfattende behandlingsbehov. Tænderne 5+,6+,6-6,7 blev derfor rodbehandlet i oktober 2011 og skal nu forsynes med kroner. Desuden skal tanden 5+ også opbygges forud for kronebehandlingen.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 17. august 2012 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1, og § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at tænderne 6+,6-6,7 allerede var angrebet af caries på undersøgelses-tidspunktet i februar 2010. Hvis tænderne var behandlet rettidigt, så ville den nød-vendige behandling have været mindre omfattende. Den forsinkede diagnostik har dermed haft en negativ konsekvens for tænderne, og dermed er der sket en skade.

Codan fandt dermed ikke, at der er foretaget rettidig diagnostik eller terapeutiske tiltag i overensstemmelse med den bedst mulige behandling under de givne omstændigheder. Patienten er derfor berettiget til erstatning og godtgørelse i henhold til erstatnings-ansvarslovens regler. Patienten er således berettiget til erstatning for udgifterne i forbindelse med rodbehandling, opbygning og kronebehandling af tænderne 6+,6-6,7.

Codan fandt dog, at med hensyn til tanden 5+, så skulle denne tand allerede tidligere være behandlet med rodbehandling, opbygning og krone som følge af tandens grundlidelse. Udgifter til gennemførelse af udskudt behandling kan der ikke betales erstatning til.

 

 

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder, at tænderne 7+6,7 og 7,5- med overvejende sandsynlighed er svækket som følge af den forsinkede diagnostik og behandling. Behandlingsoverslag incl. dokumentation skal derfor fremsendes til Codan med henblik på vurdering af, om behandlingerne kan erstattes som følge af den anerkendte skade.

For så vidt angår tænderne 8-8, 7,5+ og +5 finder Nævnet, at det nu opståede behov for behandling er en følge af grundlidelsen og ikke en følge af den forsinkede diagnostik og behandling. Behandlingerne svarer således til det oprindelige behandlingsbehov. Det forhold, at disse behandlinger ikke blev udført oprindeligt, har derfor ikke ændret behandlingsbehovet, og der er således alene tale om udskudt behandling.

I det øvrige tiltrædes Codans afgørelse.