Skip to content

2403-13

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Stiftudboring

Beskrivelse:

Parietal perforation og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Parietal perforation og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 23-årig mand, der fik behandlet tanden +1 med en MK-krone den 1. marts 2010 på grund af et tidligere traume. Af kosmetiske årsager skulle kronen udskiftes til en porcelænskrone, og i den forbindelse skulle tandens rodkanal forberedes til en stiftforankring. Udboringen til stift blev foretaget den 23. januar 2012, og den 8. februar 2012 blev porcelænskronen cementeret. Den 21. februar 2012 var der opstået en hævelse facialt 2 mm fra tandkødsranden, og der blev derfor ordineret penicillin. Den 28. februar 2012 var der fortsat hævelse, og den 13. marts 2013 var tilstanden uændret. Der blev taget røntgen, men årsagen til betændelsen blev ikke konstateret. Den 23. marts 2012 blev patienten undersøgt og behandlet af en special-tandlæge, der beskrev en fistel fra tandkødsranden og en parietal perforation facialt. Perforationen blev forsøgt forseglet med plast. Hvis der ikke opnås heling, planlægges tanden fjernet og erstatningen med en implantatbåret krone.

Patienten søger nu om erstatning for udgiften til specialtandlægen samt eventuel implantatbehandling.

I brev af 17. juli 2012 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af at roden på tanden +1 blev perforeret ved skævboring med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte behandling. Bedst mulig behandling havde indebåret, at stiftudboringen følger retningen af rodkanalen og respekterer tandens anatomi, hvorved en parietal perforation undgås.

Codan fandt derfor, at udgifterne til den kirurgiske lukning af perforationen +1 med et honorar på 1.965,84 kr. kan godkendes. Hvis den kirurgiske behandling af +1 ikke kan lykkes, kan rimelige udgifter til behandlingen med implantatbåret krone dækkes. Behandlingsoverslag skal dog godkendes, inden behandlingen påbegyndes.

1. instans afgørelse:

I brev af 4. marts 2013 traf Codan afgørelse om, der ikke i det fremsendte journal-materiale er oplysninger, der dokumenterer, at behandlingen med lukning af perforationen ikke er lykkedes.

Samtidig vurderes det, at journalmaterialet dokumenterer, at gennembrydningen af rodoverfladen på tanden +1 befinder sig midt på ydersiden af tanden +1 og omtrent 2-2 ½ mm fra tandkødsranden.

Codan fandt derfor, at denne beliggenhed muliggør en effektiv forsegling, og at dette kan ske uden en væsentlig forøgelse af tandkødslommens dybde. Dette betyder, at gennembrydningen kan behandles effektivt med bevarelse af tanden uden kompromittering af æstetikken.

På baggrund af ovenstående fandt Codan, at en fjernelse af tanden +1 med henblik på erstatning med en implantatbåret krone er unødvendig.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 4. marts 2013 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at udaterede røntgen viser, at der er en længdegående fraktur i tanden +1 uden relation til skævboringen. Det findes derfor overvejende sandsynligt, at et eventuelt tab af tanden +1 er en følge af tandens forudbestående tilstand i form af svækket tand, formentlig som følge af det oprindelige traume og ikke som følge af den parietale perforation.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke kan ydes erstatning for udgifterne til implantatbehandling regio +1.