Skip to content

2883-14

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Knækket rodfil og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Knækket rodfil og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 36-årig kvinde, der fik indledt rodbehandling af tanden 6- med akut oplukning den 8. april 2011 på grund af tandpine. I den forbindelse blev der ilagt et medikament for at dræbe tandnerven. Den 12. april 2011 blev der foretaget udrensning af rodkanalerne. Den 12. maj 2011 blev rodbehandlingen fortsat, og ifølge journalen knækkede en rodfil i den forreste rod ved rodspidsen. Den 26. maj 2011 blev tanden rodfyldt, og der beskrives et mindre fragment uden for rodspidsen. Patienten blev derfor informeret om, at behandlingsprognosen kunne være nedsat. Den 30. august 2011 blev tanden 6- behandlet med et lille stykke plast, da der var knækket et lille stykke af. Patienten skiftede tandlæge den 3. maj 2012, hvor det noteres i journalen, at patienten oplyste om knækket rodfil i 6- samt ønskede krone, hvis prognosen var god. Den 31. maj 2012 beskrives røntgen af 6- med efterladt knækket rodfil i mesiale rod. Patienten blev informeret om muligheden for retrograd, hvis symptomerne var små, og der blev aftalt kronebehandling af tanden. Tanden 6- blev derfor tilboret til krone den 8. august 2012, som blev cementeret den 14. august 2012. Den 10. april 2013 blev der konstateret rodspidsbetændelse på forreste rod på tanden 6-, hvorfor der blev ordineret penicillin. Ifølge journalen fra den 30. april 2013 havde patienten punkteret en tandbyld foran tanden 6-, hvorfor der atter blev ordineret penicillin. Herefter var patienten først til undersøgelse den 24. marts 2014, hvor der blev konstateret betændelse mellem rødderne og tegn på opløsning af roden på tanden 6-. Prognosen for kirurgisk behandling blev vurderet som dårligt, hvorfor tanden blev foreslået fjernet og erstattet med implantat.

Patienten søger derfor nu om erstatning for udgifterne til implantatbehandling.

1. instans afgørelse:

 

 

I brev af 28. august 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at det fremgår af røntgen fra 2014, at der er samme forhold på rodspids-erne som på rodfyldningstidspunktet i 2011, men at der nu endvidere ses tab af knogle mellem rødderne.

Codan fandt herefter, at der ikke er sammenhæng mellem knogletabsprocessen og den udførte tandbehandling, samt at den knækkede rodfil og rodfyldningsoverskuddet i forreste rod ikke har haft en negativ indvirkning på tandens behandlingsbehov eller prognose.

Codan fandt derfor, at et eventuelt tab af tanden 6- skyldes knogletab som følge af grundlidelsen ved tandkødsranden og ikke den udførte behandling. Der er således ikke sket en skade omfattet af loven.

 

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 28. august 2014 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at den knækkede rodfil ikke er årsag til, at der efterfølgende konstateres betændelse mellem rødderne. Tabet af tanden 6- skyldes derfor med overvejende sandsynlighed ikke den knækkede rodfil.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Hvis De ønsker en vurdering af, hvorvidt der er sket en erstatningsberettigende skade som følge af den udførte kronebehandling, skal der indgives en ny anmeldelse til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning.