Skip to content

2675-14

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Andet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Rodfyldning

Beskrivelse:

Infektion efter rodbehandling med rodfyldningsoverskud. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Infektion efter rodbehandling med rodfyldningsoverskud. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 70-årig mand, der fik påbegyndt rodbehandling af tanden -6 den 8. oktober 2009 på grund af smerter grundet rodspidsbetændelse. Ifølge journalen var rodkanalerne snævre og med afbøjning apicalt og derfor svært tilgængelige. Patienten blev informeret herom, samt at forholdene kunne kompromittere heling på rodspidserne. Efter en mellemseance den 18. oktober 2009 blev tanden -6 rodfyldt den 25. oktober 2009. Den 26. oktober 2009 fandt tandlægen, at kontrolrøntgen viste, at der var overskud af rodfyldningspasta på bagerste rod, hvor der ligeledes fremgik tegn på en filspids ved rodspidsen. Den 22. oktober 2012 fandt tandlægen en fistel mellem rødderne og røntgen beskrives med rodspidsbetændelse på begge rødder. Ifølge journalen havde patienten været indlagt flere gange med livstruende infektioner i lungerne, ligesom patienten havde fået fjernet en nyre på grund af cancer. Endvidere havde lægerne anmodet om, at patientens tandsæt blev kontrolleret for betændelsesfoci. Tandlægen forslog herefter henvisning til kirurgisk rodbehandling. 

Patienten søger nu om erstatning for kirurgisk rodbehandling af tanden -6.

1. instans afgørelse:

I brev af 18. februar 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er grundlag for at genoptage sagen.

Codan fastholdt derfor afgørelsen af 13. maj 2013 med den heri anførte begrundelse.

Codan har i den forbindelse lagt vægt på, at det nu bemærkede rodfyldningsoverskud var til stede ved den oprindelige behandling og blev da betegnet som mindre pastaoverskud, der ikke har haft betydning for tandens prognose.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 18. februar 2014, som anført nedenfor.  

Nævnet finder, at der foreligger nye oplysninger, da tanden -6 var helet op og efterfølgende er der igen tilstødt betændelse på det sted, hvor der har kunnet konstateres rodfyldningsoverskud. Nævnet finder derfor, at der er grundlag for at tillade, at sagen genoptages. Nævnet finder, at der skal ydes erstatning for kirurgisk rodbehandling. Sagen hjemvises derfor til Codan med henblik på at træffe realitetsafgørelse herom, inkl. erstatningens størrelse og omfang.