Skip to content

2569-13

Skadetype: Nerveskade - N.Mentalis
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Implantologi - Installation af fikstur

Beskrivelse:

Nerveskade efter implantatbehandling. Godtgørelse for varigt mén samt svie og smerte. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Nerveskade efter implantatbehandling. Godtgørelse for varigt mén samt svie og smerte. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 55-årig kvinde, der den 2. december 2011 fik indsat implantater regio -5 og -7, hvor implantat regio -5 blev placeret med nær kontakt til nervus mentalis. Ifølge operationsbeskrivelsen blev patienten dårlig i forbindelse med operationen, men operationen blev gennemført. Efter operationen var der en ændring af føleevnen i venstre side af underkæben. I januar 2012 var der tegn på løsning af implantaterne, og det blev besluttet af fjerne dem. Implantaterne blev derfor fjernet den 9. februar 2012, og i den forbindelse blev det konstateret, at implantatet regio -5 havde direkte kontakt til nervus mentalis. Patienten fik efterfølgende refunderet honoraret for implantatbehandlingen, men har stadig en føleændring i venstre side af underkæben.

Patienten søger nu om erstatning herfor incl. godtgørelse for varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. september 2013 traf Codan afgørelse om, at patienten ud fra de foreliggende oplysninger ikke er berettiget til erstatning. 

Codan fandt, at der ikke var grundlag for at yde erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samt godtgørelse for svie og smerte, da patienten ikke havde været sygemeldt som følge af den anerkendte skade.

Codan fandt videre, at der ikke var et objektivt grundlag for at anse betingelsen om væsentlige føleforstyrrelser for værende opfyldt, da den foretagne neurosensoriske undersøgelse viser en sumscore på 17 point i forhold til den raske side 21 point. Det er ikke tilstrækkelig, at patienten oplever føleforstyrrelserne som væsentlige, og patientens subjektive beskrivelse alene er derfor ikke nok til, at kravet om væsentlige varige føleforstyrrelser opfyldes.

Codan fandt derfor ikke, at patienten var blevet påført et varigt mén på 5% eller derover som følge af skaden.

I øvrigt fandt Codan ikke, at patienten var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 9. september 2013, som anført nedenfor. 

Nævnet finder, at méngraden skal fastsættes til 5% i henhold til Arbejdsskadestyrelsens vejledende méntabel pkt. A.1.4.1. Nævnet har i den forbindelse fundet, at patienten har væsentlige føleforstyrrelser som følge af skaden, idet hun har subjektive gener i form af bl.a. ufrivillig læbebid og konstant paræstesi. Sagen hjemvises derfor til Codan med henblik på opgørelse af godtgørelsen for varigt mén.

For så vidt angår tabt arbejdsfortjeneste finder nævnet, at nerveskaden ikke i sig selv kan anses for at være funktionshæmmende, således at der som følge heraf kan foreligge et indtægtstab. Der kan derfor ikke tilkendes erstatning for eventuel tabt arbejdsfortjeneste.

Godtgørelse for svie og smerte kan kun ydes, når betingelserne i erstatningsansvarslovens § 3 er opfyldt. Det fremgår heraf, at godtgørelse i tilfælde, hvor der ikke foreligger sygemelding, kun kan ydes i særlige tilfælde. Dette betyder, at der skal foreligge sådanne gener eller indskrænkninger i de almindelige legemsfunktioner, at det kan sidestilles med en sygelig tilstand. Oplysningerne om generne som følge af nerveskaden opfylder ikke denne betingelse, og der kan derfor ikke ydes godtgørelse for svie og smerte.