Skip to content

2533-13

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Åbning til nervehulrum

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende tab af tand til følge. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende tab af tand til følge. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 59-årig kvinde, der ifølge journalen fra den 1. februar 2006 skulle have omgjort den tidligere udførte rodbehandling af tanden -6 med henblik på en forbedring af tanden. I den forbindelse er det noteret som kommentar til et røntgenbillede, at der var kronisk rodspidsbetændelse på tanden -6. Den 18. april 2006 blev omgørelse af rodbehandlingen påbegyndt, og den 12. juni 2006 blev den afsluttet med en rodfyldning. I den forbindelse blev det konstateret, at der er sket en afbrækning af en rodfil i den forreste rodkomponent, yderste rodkanal. Den 6. juli 2006 blev tanden restaureret med en krone. Den 4. marts 2013 blev det konstateret, at der var en betændelsesudførselsgang på indersiden af tanden -6. Det blev derfor planlagt at foretage en kirurgisk rodbehandling af den skadede rodspids, som blev foretaget den 21. maj 2013. Patienten var efterfølgende til kontroller, og den 2. september 2013 blev det konstateret, at det var tid til implantatbehandling, hvorfor tanden -6 blev trukket ud den 3. september 2013.

Patienten søgte oprindelig om erstatning for udgifterne til kirurgisk rodbehandling, men søger nu om erstatning for udgifterne til implantat regio -6.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. september 2013 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1.

Codan fandt, at rodfilen i den forreste, yderste rodkanal knækkede, fordi rodkanalen var tilkalket, som skyldes sygdomsbetingede belastninger og udtrætning, som er en grundlidelse.

Codan fandt i den forbindelse, at det fremgår af røntgen fra den 12. juni 2006, at rodkanalerne i begge rodkomponenter er tilkalkede i de nederste 2-3 mm. Det betyder, at de er utilgængelige for rodbehandling gennem rodkanalen til rodspidsen. Derfor skruede selv den tynde rodfil sig fast i rodkanalen og knækkede.

Codan vurderede derfor, at patienten i hele forløbet har modtaget bedst mulig behandling. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning, da årsagen til skaden skyldes grundlidelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1 og ændrer således Codans afgørelse af 9. september 2013, som anført nedenfor.

Nævnet finder det overvejende sandsynligt, at tanden -6 mistes som følge af den knækkede rodfil, idet der efterfølgende opstod en betændelsesproces ved rodspidsen efter omgørelse af rodbehandlingen. Der kan derfor tilkendes erstatning for udgifterne til den afholdte kirurgiske rodbehandling samt implantatbehandling regio -6. Regning for afholdt kirurgisk rodbehandling samt behandlingsoverslag for implantatbehandling skal fremsendes til Codan med henblik på godkendelse, før implantatbehandlingen påbegyndes.