Skip to content

3205-16

Skadetype: Bidfunktionsgener
Afgørelsetype: Tålereglen – PFL § 2.1.4/KEL § 20.1.4
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Kirurgisk rodbehandling

Beskrivelse:

Kirurgisk rodbehandling og efterfølgende kæbeledsgener. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Kirurgisk rodbehandling og efterfølgende kæbeledsgener. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 49-årig kvinde, der den 6. august 2014 fik behandlet tanden 7+ med en længdegående tre fladet plastfyldning. Den 26. september 2014 blev der udført en kirurgisk rodbehandling af tanden +6, hvor både tandens ydre og inderste rodkomponent blev behandlet. I forbindelse med fjernelsen af trådene blev det noteret i journalen, at patienten havde det fint. Den 29. oktober 2014 blev det noteret, at patienten havde en nedsat følelse i tandkødet ved tænderne +4,5,6 samt nedsat gabeevne og smerter i venstre kæbeled og ujævn kæbeledsbevægelse i venstre side. Patienten blev informeret om, at den nedsatte følelse vil foretage sig over tid samt instrueret i lette gaveøvelser. Den 26. januar 2015 blev der udført parodontosebehandling og fyldningsbehandling af tanden +4. Den 30. marts 2015 blev tanden -7 behandlet med plast på grund af tandfraktur.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til udbedring af skaden samt godtgørelse og svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 19. november 2015 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, nr. § 20, stk. 1, nr. 4.

Codan fandt, at den udførte behandling i forbindelse med anlæggelsen af lokalbedøvelse og udførelsen af den kirurgiske rodbehandling af tanden +6 er udført bedst muligt under de givne omstændigheder. I den forbindelse er der lagt vægt på, at der ikke er forhold ved anlæggelsen af bedøvelsen eller ved den kirurgiske rodbehandling, som fraviger de faglige principper.

Codan fandt videre, at der ikke er tale om en skade som følge af en apparaturfejl eller at en alternativ behandlingsmetode kunne være anvendt.

Codan fandt imidlertid, at skaden i form af følenedsættelse i tandkødet med overvejende sandsynlighed er en følge af forhold ved lokalbedøvelsen eller den kirurgiske rodbehandling, hvorved der er sket en påvirkning af en nerve. Skaden vurderes i patientens tilfælde at forekomme i mindre end 2% af behandlingerne og er alvorlig i forhold til såvel den udførte behandling som den forudbestående lidelse. Dermed er såvel kravet om sjældenhed opfyldt og komplikationen i form af følenedsættelser ligger ud over, hvad patienten med rimelighed må tåle i forbindelse med den udførte behandling. Der er dermed sket en skade omfattet af lovens § 20, stk. 1, nr. 4.

Patienten er derfor berettiget til godtgørelse og erstatning som følge heraf.

Codan fandt videre, at patientens kæbeledsgener ikke kan relateres til den udførte kirurgiske rodbehandling måneden før, da der ikke foreligger tidsmæssig sammenhæng mellem behandlingen og generne. I den forbindelse vurderede Codan, at dette kan henføres til en bestående belastningslidelse i led og muskler, som kan være udløst ved hvilken som helst åbnebevægelse af munden og kæben. Et tilfældigt gab på et tilfældigt tidspunkt kan have bevirket generne. Det tillægges i den forbindelse betydning, at den kirurgiske rodbehandling af tanden +6 er udført i overkæben, der er ubevægelig imodsætning til underkæben, der er ”hængslet” fast. Desuden har patienten tidligere fået behandlet tænder længere tilbage i munden både før og efter generne opstod. Patienten har således fået længerevarende behandlinger både i januar og marts 2015 uden hindringer fra kæbeleddet. Endelig knækker patientens tænder og har revner, hvilket kan være en følge af, at patienten overbelaster muskler og kæbeled med tandpres eller tænderskæren. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning i forbindelse med sine kæbeledsgener.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 19. november 2015 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at den kirurgiske rodbehandling af tanden +6 er årsagen til Deres kæbeledsgener. I den forbindelse er der lagt vægt på, at rodbehandlingen er udført i overkæben, der er ubevægelig i modsætning til underkæben, der er ”hængslet” fast.

For så vidt angår den anerkendte skade i form af nedsat følelse i tandkødet har nævnet ikke taget stilling hertil.