Skip to content

3258-16

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Åbning til nervehulrum

Beskrivelse:

Knækket rodfil med tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil med tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 75-årig mand, der den 3. december 2015 fik indledt rodbehandling af tanden +5 på grund af smerter. Den 10. december 2015 blev rodbehandlingen fortsat og i den forbindelse knækkede et rodinstrument, som blev presset ud gennem tandens rodafslutning. Det blev forsøgt at fjerne det knækkede instrument i rodkanalen uden held. I den forbindelse blev der anvendt ultralyd og der blev fjernet noget omliggende tandsubstans. Den 16. december 2015 blev det igen forsøgt at fjerne rodfilen, men det blev anset for umuligt. Der blev desuden konstateret blødning fra tandroden +5. Tandens prognose blev vurderet til at være dårlig og tanden blev derfor trukket ud samme dag. Det blev desuden anbefalet at indsætte en implantatbåret krone.

Patienten søger nu om erstatning.

1. instans afgørelse:

I brev af 4. april 2016 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i form af tab af tanden +5 i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade som følge af behandlingen.

Tryg fandt, at erfaren specialiststandard havde været, at man havde sikret tilstrækkelig åbning til tandens nervekammer samt anvendt skånsom udvidelse. Herved havde man med overvejende sandsynlighed undgået, at rodinstrumentet knækkede eller sad fast. Herefter burde man have foretaget skånsom udrensning af tandroden samt afsluttende rodspidsoperation. Dette kunne have sikret, at der ikke efterfølgende opstod betændelse i tanden +5 samt at udtrækning ikke havde været nødvendig.

Tryg fandt videre, at patienten uanset skaden, tabet af tanden +5, skulle have afholdt udgifter til rodbehandling, stiftopbygning samt en krone på tanden, såfremt den skulle bevares på lang sigt. Der kan derfor ikke ydes erstatning for udgifter hertil. Der kan følgelig ydes erstatning til indsættelse af et implantat.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 4. april 2016 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at røntgen af 18. marts 2011 viser, at tanden +5 var svækket i et sådant omfang, at den under alle omstændigheder skulle rodbehandles, opbygges og kronebehandles for at bevares på længere sigt. Der skal derfor foretages fradrag for denne behandling, da der i henhold til loven alene kan ydes erstatning for udgifter, der er en følge af den anerkendte skade og ikke udgifter, som patienten skulle have afholdt under alle omstændigheder. Endvidere tiltrædes fradragets størrelse.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. og om erstatningens omfang.