Skip to content

3364-16

Skadetype: Skade på rod - Kompliktation til rodbehandling
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Rodfyldning

Beskrivelse:

Rodbehandling med udskubning af rodfyldningspasta. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Rodbehandling med udskubning af rodfyldningspasta. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 56-årig mand, der den 24. april 2014 fik konstateret caries i tanden +6. I den forbindelse blev det noteret, at røntgen viste, at cariesangrebet var af en sådan størrelse, at tanden skulle rodbehandles. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden den 28. april 2014 og det blev noteret, at røntgen viste rodspidsbetændelse på den bageste, ydre rod. Rodkanalerne blev bearbejdet og skyllet, hvorefter der blev ilagt en midlertidig fyldning i tanden. Den 2. maj 2014 blev rodbehandlingen afsluttet med en rodfyldning. Efterfølgende blev det konstateret på røntgen, at der var skubbet rodfyldningspasta ud gennem rodspidsen på den indre rod og at det befandt sig i bihulen. Den 17. oktober 2014 viste røntgen manglende heling svarende til det efterladte rodfyldningsmateriale ud for den indre rod på tanden. Ifølge journalen fra den 3. november 2014 skulle kronebehandling af tanden drøftes seks måneder senere. Den 16. april 2015 blev det konstateret, at der ikke stadig ikke var heling ved det overskydende rodfyldningsmateriale. Det blev derfor noteret, at der måske skulle foretages kirurgisk rodbehandling.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne hertil.

1. instans afgørelse:

I brev af 19. juni 2016 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at røntgen fra den 2. maj 2014 viser en større mængde rodfyldnings-materiale for enden af den indre rod på tanden +6. I den forbindelse fandt Codan, at der kan være sket en gennembrydning af rodspidsen i forbindelse med bearbejdningen af rodkanalen, hvorefter rodfyldningsmaterialet er blevet presset ud gennem perforationen.

Codan fandt videre, at røntgen fra den 16. april 2015 viser, at mængden af rodfyldnings-materiale for enden af den indre rod på tanden +6 er mindsket betydeligt. Det ses desuden, at rodfyldningerne i tanden +6 forekommer tynde og ikke homogene.

Codan fandt dog, at det ikke kan konstateres, at det overskydende rodfyldningsmateriale har haft negative konsekvenser for tanden, hvorfor der ikke er tale om en erstatnings-berettigende skade omfattet af loven.

Codan fandt herefter, at hvis der kan tilvejebringes dokumentation for, at det overskyd-ende mængde rodfyldningsmateriale har haft negative konsekvenser for tanden +6, kan patienten inden for en periode på 10 år fra skadedatoen den 2. maj 2014 anmode om at få sagen genoptaget jf. KEL § 59, stk. 2. Patienten skal i den forbindelse være opmærksom på, at patienten skal anmelde sagen inden for 3 år efter, han har fået kendskab til negative konsekvenser for tanden +6 jf. KEL § 59, stk. 1.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 19. juni 2015 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at der på nuværende tidspunkt ikke ses at være en skade som følge af, at rodfyldningspasta er skubbet ud gennem rodspidsen på den ganevendende rod. Der kan derfor på nuværende tidspunkt ikke fastsættes nogen erstatning.

Hvis der senere måtte opstå behov for behandling som følge af det overskydende rodfyldningspasta, kan sagen genanmeldes til Codan. I den forbindelse henvises der til Codans afgørelse for så vidt angår forældelsesfristerne for genoptagelse.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.