Skip to content

3290-16

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 56-årig mand, der den 10. marts 2006 fik rodbehandlet tanden 6-. Tanden blev restaureret med en fyldning den 24. april 2006 og den 20. januar 2009 blev der påsat en plastkrone. Den 13. februar 2013 blev der konstateret rodspidsbetændelse på tanden og den 19. september 2013 blev det noteret i journalen, at der var et brækket rodinstrument. Der blev samme dag foretaget en rodspidsamputation og den 20. september 2013 blev det noteret, at patienten havde det fint efter operationen. Den 26. september 2013 blev trådene fjernet og ifølge journalen var der ukompliceret heling uden smerter. Den 30. oktober 2013 var tanden ikke længere tyggeøm. Den 5. februar 2014 knækkede inderfladen af tanden 6- af og tanden blev repareret med plast. Den 25. marts 2015 blev det noteret, at tanden 6- var knækket. Den 18. november 2015 blev der på røntgen konstateret rodspidsbetændelse.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling samt godtgørelse for 9 sygedage.

1. instans afgørelse:

I brev af 15. april 2016 traf Codan afgørelse om, at det modtagne krav ikke er en følge af den oprindeligt anerkendte skade. Der er derfor ikke grundlag for at genoptage sagen.

Codan fandt, at det nu konstaterede behandlingsbehov ikke har årsag i den anerkendte skade.

Codan fandt i den forbindelse, at storrøntgenbillede godtgør, at tanden 6- er nedbrudt af caries og brud, fordi der er substanstab til knogleniveau og igennem roddelingspunktet. Der ses samtidig rodspidsbetændelse og et rodkompleks funderet i solid knogle. Det betyder, at rodspidsbetændelsen principielt kan behandles effektivt ved en fornyet kirurgisk rodbehandling foretaget af en specialist, hvorfor tanden 6- ikke mistes af denne årsag. Imidlertid er tandkronen ødelagt af grundlidelse, altså caries og tidligere tandbrud. Det betyder, at en kirurgisk rodbehandling er omsonst.

Codan fandt således, at tabet af tanden 6- skyldes tandens grundlidelse og enhver behandling af tanden er behandling af grundlidelsen.

I brev af 11. oktober 2016 traf Codan en identisk afgørelse, som erstatter afgørelsen af 15. april 2016, idet der ikke var sendt en afgørelse til Regionen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelser af 15. april 2016/ 11. oktober 2016, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at der kan tilkendes erstatning for udgifterne til en fornyet kirurgisk rodbehandling, idet det findes overvejende sandsynligt, at behovet herfor er en følge af den knækkede rodfil.

Efter en konkret vurdering herunder især tandrodens noget usædvanlige anatomi finder nævnet, at der kan tilkendes erstatning for udgifterne til den samlede kirurgiske rodbehandling af begge rodspidser. Behandlingsoverslag af 19. november 2015 kan derfor godkendes. Regning efter endt behandling skal fremsendes til Codan med henblik på udbetaling af erstatning.