Skip to content

3576-17

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries samt parietal perforation. Fradragets størrelse samt tab af tand. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries samt parietal perforation. Fradragets størrelse samt tab af tand. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 34-årig kvinde, der henvendte sig hos anden tandlæge første gang den 8. december 2014. Den kliniske undersøgelse viste initialcaries i 8+ og 7+ og der var intet behandlingskrævende caries eller patologiske pocher. Der blev aftalt indkaldelse hver 12 måned og aftalt nye bite wings. Den 19. februar 2016 blev der taget bite wings og konstateret behandlingskrævende caries i 8+ og 7+. Patienten blev derfor anbefalet og aftalt henvisning til fjernelse af 8+, da rodkomplekset kunne medføre vanskelig fjernelse. Den 19. maj 2016 behandlet den behandlende tandlæge tanden 7+  med en fyldning og den 16. september 2016 henvendte patienten sig med tandpine i 7+. På grund af patientens gener fandtes der indikation for rodbehandling, som derfor blev indledt samme dag. Den 4. oktober 2016 blev rodbehandlingen af tanden 7+ fortsat og der blev taget røntgenkontrol før rodfyldningen på grund af blødning. I den forbindelse blev der konstateret en gennembrydning af tandens rod og patienten blev informeret om, at tandens prognose var usikker. Tanden blev herefter trukket ud af anden tandlæge den 28. november 2016 og der planlægges behandling med en implantatbåret krone.

Patienten søger nu om erstatning for tab af tanden 7+.

1. instans afgørelse:

I brev af 19. december 2016 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af tab af tanden 7+ som følge af behandlingen hos tandlægen, da tanden 7+ mistes som følge af gennembrydningen.

Tryg fandt, at erfaren specialiststandard havde været, at man havde sikret skånsom åbning til tandens nervekanaler uden at gennembryde tandens nervekammer. Herved havde man med overvejende sandsynlighed undgået, at tanden mistes.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for rimelige udgifter til behandling i form af implantatbåret krone til erstatning af tanden 7+. Der vil dog være fradrag for sparede udgifter til rodbehandling, stiftopbygning og krone, i alt 12.000 kr., da patienten ville have haft disse udgifter for at bevare tanden på lang sigt, hvis skaden ikke var sket.

Alternativt kan der udbetales en godtgørelse på 4.000 kr. for tab af tanden 7+, hvis implantat ikke ønskes.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 19. december 2016, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at rod- og kronebehandlingen af tanden 7+ kunne have været undgået, hvis cariesangrebet var blevet behandlet i december 2014. Der skal derfor ikke foretages fradrag i erstatningen.

Nævnet finder videre, at cariesangrebet i tanden 8+ kunne have været behandlet i tide med en plastisk fyldning og derved have undgået udtrækning af tanden. Der kan derfor tilkendes erstatning for udgifterne til udtrækning af tanden 8+ samt en godtgørelse på 4.000 kr. for tab af tanden 8+. Regning for udtrækning af tanden skal fremsendes til Tryg med henblik på udbetaling af erstatning.