Skip to content

3806-18

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Tandudtrækning

Beskrivelse:

Tab af tand som følge af grundlidelserne, caries og parodontitis. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Tab af tand som følge af grundlidelserne, caries og parodontitis. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 56-årig kvinde, der den 9. september 2003 fik diagnosticeret parodontitis. Der blev derfor løbende foretaget undersøgelser og parodontitisbehandlinger. Den 22. juni 2016 blev det taget røntgen og det blev noteret, at der var caries i tanden +8. Tanden +8 blev derfor behandlet med en plastfyldning den 24. juni 2016. Den 15. marts 2017 blev der ved undersøgelse bl.a. konstateret udtalt parodontitis på tanden +8 med en tandkødslomme på 10 mm på den forreste flade. Der blev derfor udført en tandrodsrensning. Den 21. august 2017 blev der foretaget udvidet tandrensning og det blev igen noteret, at patienten havde parodontitis. Den 28. august 2017 havde patienten smerter fra tanden +8, som var mobil. Det blev vurderet, at tanden havde en dårlig prognose på grund af parodontitits og at tanden senere vil mistes. Patienten ønskede dog ikke udtrækning af tanden og der blev derfor ordineret antibiotika.

Patienten søger nu om erstatning for helbredelsesudgifter samt godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 18. januar 2018 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at røntgen dateret den 22. juni 2016 dokumenterer, at tanden +8 havde tab af tandbærende knogle, dyb caries på mesialfladen og en pæleformet rod. Tanden +8 fremstod derfor allerede i juni 2016 md en tvivlsom prognose.

Tryg fandt videre, at patienten allerede i 2003 fik konstateret parodontose, hvorefter patienten løbende fik foretaget parodontosebehandlinger. Der er i perioden fra den 21. august 2017 opstået en akut opblussen af parodontosen, som har givet smerter og tandvandring. Parodontose er en lidelse med en kompliceret årsag og udvikling. Tilstedeværelsen af bakterier på tandfladen, rygning, familiær forekomst, almen sygdomme, medicinindtagelse og flere andre faktorer kan alle være medvirkende årsager til udvikling af parodontose.

Tryg fandt derfor, at udviklingen af parodontosen ikke skyldes behandlingen eller manglende behandling hos tandlægen, men derimod forhold ved patienten selv.

Tryg fandt videre, at tabet og udtrækning af visdomstænderne heller ikke udgør en skade i erstatningsmæssig forstand. Dette skyldes, at visdomstænderne hverken har afgørende funktionel og/eller kosmetisk betydning og derfor fjernes tænderne oftest ved sygdom. Det betyder, at den behandling, der nu skal gennemføres med udtrækning, muligvis er blevet udskudt, men da behandlingen har samme omfang som ved tidligere diagnostik og behandling, udgør dette ikke en skade

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 18. januar 2018 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at tanden +8 mistes som følge af grundlidelserne i form af parodontitis og caries og den nødvendige behandling heraf.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.